Paulus-året 2008 - sidste blogindlaeg!!!

I Grækenland begyndte vi i Kavala og Filippi, - det sted, hvor Paulus første gang satte sine fødder på europæisk jord. Vi fulgte Paulus’ fodspor igennem Grækenland og den sidste dag i Rom fik vi afsluttet Paulusruten. Måske meget betegnende på det sted, hvor Paulus efter traditionen endte sine dage.
For os er det dét sted i Rom, som igen denne gang kom til at stå som noget særligt: Basilica di San Paolo fuori le Mura, - Pauluskirken udenfor murene. Her er Paulus efter traditionen begravet. Stedet rummer en storhed og alligevel mildhed, et hvilested for sjælen. Denne kirke er så stor, harmonisk og smuk. Den hører til én af de fire store basilikaer, men er ikke så meget besøgt, fordi den ligger udenfor murene og derfor udenfor de steder, hvor turister kommer. Da vi besøgte kirken lørdag, var der dog mange mennesker i gang med at forberede søndagens messe, hvor paven skulle komme. Der var sikkerhedsvagter, tv-folk og lydmænd og storskærme. Alt var sat op til det helt store.Udenfor kirken står en mægtig statue forestillende Paulus i al sin magt og vælde.

 Spørgsmålet er, om ikke Ikonbilledet herunder ligner Paulus mere, som vi kender ham fra den bibelske fortælling. Billedet er på plakaten og pavemessen skulle afholdes, fordi det i år er Paulus-år, - 2000 år siden Paulus blev født i år 8. Men Paulus trådte ikke frem som ”den store”. Han var ydmyg overfor den tjeneste, der var ham betroet. Han gik med evangeliet, - alene fordi han havde mødt Jesus. Han skriver til Korintermenigheden, at da han kom til dem, kom han ikke med megen kraft og styrke, men han kom i frygt med megen bæven. Men han havde mødt Jesus som den opstandne, og dette budskab skulle ud.

 Efter turen til Pauluskirken tog vi afsked med Rom. Efteråret er kommet til Rom. Bladene falder af træerne og temperaturen var lørdag nat nede på 5 grader. Så det gik nordpå. Søndag kørte vi til Firenze og fik set byen, - bl.a. det berømte Uffizi-galleri med de mange malerier af de store malere. En stor oplevelse var også det.

Dette er så sidste planlagte blogindlæg fra os. Vi vil gerne takke alle jer, der har fulgt os på turen. Vi håber, at også I er blevet beriget, som vi så rigeligt er blevet det igennem de mange uger.
Vi er nu på et afslapningssted ved Verona, - lige ned til Gardasøen. Om et par dage går det hurtigt hjemad. Lige nu sidder vi ude i kortebukser og T-shirts og i aften skal vi grille. Sådan bliver det sikkert ikke i Danmark.
Alligevel glæder vi os til at komme hjem og samle sammen på alt det, vi har oplevet. Og allermest glæder vi os til søndag den 19. oktober, hvor Anna skal døbes i Sct. Paulskirken i Aarhus.

 Vi slutter som Paulus altid gjorde det i sine breve:
Nåde være med jer og fred fra Gud vor Fader og Herren Jesus Kristus.

På glædeligt gensyn derhjemme!

Alle cykelstier fører til Rom

Mange af jer, kære læsere, har sikkert stået på Peterspladsen i Rom, - men mon nogen af jer har stået der med cykelhjelm???

I Assisi var vi kun ca 150 km. fra Rom, og vi kunne ikke modstå fristelsen til igen at besøge ”Den evige stad” med alle dens kirker, pladser og væld af fontæner. Herunder ses Trevifontænen, hvor man efter sigende skal kaste en mønt, og så vil man gense Rom. Det gjorde vi nu ikke sidst. Alligevel er vi der, så!!!!

Når man første gang er i Rom, er der bare så meget, man for anstændighedens skyld skal om ad. Rom blev, som bekendt, ikke bygget på én dag, så der er virkelig mange ting. Også denne gang var der mange af de store attraktioner, vi bare måtte gense. Alligevel prøvede vi i år at lægge mere vægt på de mindre.
Nedenfor ses Santa Prudenziana. Det er én af Roms ældste kirker. Den ligger i en sidegade ikke langt fra den kæmpestore Santa Maria Maggiore. Den er lille, men fortæller i guldmosaikker om, hvordan det var her, Paulus efter traditionen samlede den første menighed i Rom omkring Prudens’ hus. Her begyndte det hele. I det små. Og en menighed blomstrede op og kirken blev stor og stærk. Men måske fortæller en kirke som Prudenziana mere end de store kirker om kristendommens egenart: Det handler ikke om storhed og pragt, - men om ham, der blev korsfæstet og opstod fra de døde og endnu lever med sin menighed på jord.

Ikke langt herfra ligger en kirke, man dårligt kan få øje på. Den hedder Santa Prassede, og mens alle turister flokkes i den kæmpestore Maria Maggiore, gik vi herind.

En herlighed åbenbaredes. I kirken, – som i øvrigt slet ikke er så lille, - findes en perle af et kapel: San Zenos kapel. Her findes de mest strålende byzantinske guldgrunds-mosaikker i Rom. Hele rummet funkler og lyser af mættet farvepragt, hvorfor det også kaldes Paradishaven.

Santa Prassede er fortællingen om, hvordan det, der i det ydre, ikke synes at være noget som helst, kan vise sig at rumme en himmelsk herlighed. Sådan er evangeliet jo. Det forekommer ikke at være noget særligt, - som at stå udenfor Santa Prassede dør og afskallede mure, - det er ingenting. Men når man går ind, ser man himlens herlighed!!! Det handler om at gå ind i kirken, ind i evangeliet, - først da ser man Guds riges herlighed.

Meget mere har vi set og oplevet i Rom. I aftes spiste vi ved nonnerne i Fraterna Domus, - et skønt sted at være med en helt speciel atmosfære. Bagefter gik vi gennem byen, - tog et billede af Peterskirken by night, inden vi tog bussen tilbage til campingpladsen, der er i øvrigt er en rigtig luksusplads, som vi her udenfor sæsonen kan bo særdeles billigt på.

Frans af Assisi

Vi er nu i Assisi. Assisi er, efter Vatikanstaten, det mest betydningsfulde religiøse center i Italien. Dette understreges af, at byen rummer ikke færre end 8 kirker foruden talrige kapeller og flere klostre.
Hele herligheden er opført til ære og minde om byens verdensberømte borger: Frans (eller Francesco som han hedder her).

Frans blev født i Assisi i 1182 i en rig købmandsfamilie. Som ung levede han som en prins og værdsatte smukt tøj og store fester. En langvarig sygdom fik ham dog til at fundere over livet og livets tomhed, og han begyndte at søge Gud. I kirken San Damiano talte et Krucifiks (se billedet herunder) til ham og sagde: ”Reparer min kirke, Frans, som du kan se, er den i ruiner”.
Frans opfattede dette både bogstaveligt og åndeligt. Bogstaveligt gik han i gang med at reparere San Damiano kirken og brugte hele sin arv derpå, hvilket vakte familiens vrede, - og åndeligt gik han i gang med at føre kirken tilbage til det oprindelige udgangspunkt. Han kunne ikke tage, at kirken og kirkens mænd skulle omgive sig med alskens pragt og herlighed, - mens de ganske glemte Jesus. I Assisi findes der talrige billeder af Frans, hvor han gengives som fattig for den fattige, men rig nok til at række alle mennesker håb og trøst, - også igennem evangeliet. Frans males ofte stigmatiseret (det betyder, at han bogstaveligt bærer Jesu sårmærker), mens han nærmest krammer et kors og en bibel og holder begge ganske tæt til sig. I Frans` dødskapel i Santa Maria degli Angeli kirken er det så tydeligt. Frans ville have kirken tilbage på sporet, hvor kors, bibel og næstekærlighed kommer til at fylde alt.

I 1818 fandt man Frans` grav, der havde været skjult siden middelalderen, af frygt for, at nogen skulle stjæle liget. Graven kan i dag ses i krypten under den mægtige San Francesco kirke. I kirken måtte der ikke tages billeder, men der er tale om en ”dobbeltdækker” kirke. I den nederste kirke, som man kommer ind i fra siden er det, at man i krypten finder graven. Fra den nedre kirke kan man bevæge sig op i en prgatfuld klostergård (se billede), hvorfra man igen kan gå op i den øvre kirke. Kirken blev voldsomt beskadiget under jordskælvet i 1997, men er nu næsten repareret.

Frans døde i 1226. Dødsstedet er markeret i kirken Santa Maria degli Angeli, hvor også findes den kirke, hvor franciskanerordenen blev stiftet. Over den lille kirke blev senere bygget den store katedral, så den lille kirke står inde i den store.

Inde i et kapel i San Francesco kirken fandt vi en ny bronzeskulptur, forestillende Jesus på korset. Jesus peger ned på den tilbedende. Skulpturen hedder: ”Continuita”, og den skal fortælle, at Jesus beder os fortsætte den ”reformation” Frans satte i gang. Aldrig bliver vi færdige med at holde os selv og kirken fast på sporet: Kors, bibel og næstekærlighed.

 Efterskrift: Vi har desvaerre ikke den sidste tid kunnet faa internetforbindelse. Men fakta er, at vi nu er i Rom, hvilket naeste blogindlaeg kommer til at handle om.

Søndag på det åbne hav.

Vi har nu forladt Grækenland. Vi sidder ombord på et stort skib. Vi har lige i TV fulgt den sidste ortodokse gudstjeneste, vi kommer til at opleve i denne omgang. I går kørte vi til Patras, hvorfra vi nu sejler til Ancona i Italien. Skibet fører os præcis 913 km mod nordvest, og fra Ancona kører vi de sidste 150 km til Assisi, - og kommer altså 1000 km nærmere hjem.
Havnen i Patras var en oplevelse i negativ forstand. Det vrimlede med illegale albanske drenge, og næsten lige så mange politi og militærfolk. Lige så snart drengene så en mulighed (og politiet var optaget et andet sted) løb de i flokke ned og kastede sig over hegn og pigtråd og ind på havnens område, hvor de hurtigt undersøge lastbiler, for at finde én, de kunne kravle op under for at komme til Italien som blind passager. Og lige så hurtigt blev de fundet og jaget bort fra området, hvorefter de kunne begynde forfra. Ynkeligt så det ud. Drengene var som jagede hunde. Beskidte, - på flugt, - på jagt efter en fremtid, de ikke kan finde. Ved ombordkørsel på færgen blev alt minutiøst undersøgt – også vores campingvogn – for albanske drenge. Så kørte vi ombord i vores luksuskøretøj og campingvogn på vej mod Danmark, hvor vi er så heldige at høre til.
Vi sejlede fra Patras omkring kl. 18, - ved midnat lagde vi ind ved Igoumenitsa i det nordlige Grækenland, - her blev færgen fyldt op til bristepunktet, - alt holder hulter til bulter, og vi kommer til bakke ud af færgen, der kun har rampe i bagenden. Færgen har camping on board, hvilket betyder, at vi spiser og sover i campingvognen, - så dækket er blevet en slags campingplads, - dog med lidt for mange lastbiler!!!
Vi ankommer til Ancona kl. 14 (lokal tid), efter 21 timers sejlads, - men hurtigfærgen har altså så også bragt os næsten 1000 km frem.

 Ellers har vi de sidste dage boet i Olympia på Peloponnes. Vi har set stedet for de første olympiske lege, der begyndte ca 700 år f.kr. De olympiske lege var ikke blot sportskampe, men udviklede sig til efterhånden også være religiøse begivenheder, hvorfor der blev bygget templer. Man anslår, at der kom mellem 15.000 og 20.000 deltagere fra nær og fjern. Selve sportskampene varede kun i 4 dage, - på den 5. dag blev sejrherrerne hyldet. Området er meget stort og fyldt af ruiner, idet et voldsomt jordskælv i 500-tallet, og siden jordskred i forbindelse med oversvømmelser, begravede det hele under et 5-7 meter tykt jordlag. Spændende var det at se det mægtige Zeustempel. Søjlerne ligger nu som efter jordskælvet, - væltet som dominobrikker. Én af søjlerne er rekonstrueret, så man kan fornemme de mægtige dimensioner.

 I Olympia boede vi på en dejlig lille familiecampingplads med et livstykke af en ejer! Han talte og lo og fortalte på lidt engelsk, tysk, fransk og italiensk, - kom med kager og vindruer, - og tog en hjertelig afsked med os ved afrejsen. Grækere er nu glade, hjertelige og særdeles hjælpsomme mennesker.

Nu glæder vi os til at se Assisi og møde den hellige Franz´s kristendom.

 Efterskrift:

Efter landgang aendrede vi planer og koerte til Loreto. Her finder man een af den romersk-katolske kirkes mest maerkvaerdige valfartskirker, Santuario Della Santa Casa (helligdom for det hellige hus). Huset er efter katolsk tradion det hus, hvor jomfru Maria blev foedt, og hvor Jesus voksede op. Da muslimerne invaderede Nazareth, blev huset efter traditionen af engle flyttet til foerst Kroatien senere til Loreto. Marias ellers saa ydmyge hus er naermest begravet i marmor. Husets mirakuloese luftrejse fik i 1920 paven til at udnaevne Madonnaen fra Loreto til skytshelgen for luftfarten, - og det er endda sandt!

Det var spaendende saa hurtigt at moede forskellen paa graesk-ortodoks kristendom og romersk-katolsk.

Knap saa spaende var det, at nu vinterklaedte italienere sendte vore bare ben og sandalfoedder underlige blikke. Paa et doegn er vi brat rykket fra sommer til efteraar (16 grader)

Grækerne

Vi har nu opholdt os i Grækenland i ca. én måned. Hvordan er de så de mennesker, vi har boet imellem? Jeg kender de græske bogstaver, og det er til stor hjælp, når man skal læse f.eks. vejskilte. Mit græske er kun ”klassisk græsk”, så kontakten med befolkningen har sproglig været minimal. Men også uden kan man få et vist indtryk.
Grækerne er meget venlige og hjælpsomme. På landet er udviklingen på mange områder, som vi husker det i Danmark for 50 år siden. Grundet klimaet lever folk mere ude. De ældre mødes udenfor: Kvinderne ved deres huse, mændene foran tavernen (caféen). Husmødrene går til den handlende og køber brød, ost og oliven, - hvis man ikke ”gør det selv”.

Grækerne skulle være det folk i Europa, der spiser mest på restaurant. Vi har gjort det ca. én gang om ugen. Til frokost har vi som regel lavet vores egen fortovsrestaurant.

Grækenland er et bjergland, hvilket bevirker dannelse af små isolerede samfund. Der findes kirker overalt, men de er små som den lille kirke i bjergene, vi spiste vores madpakke ved i går. Den var lille, men velholdt og var udstyret med de tre porte i ikonostasen (ikonvæggen foran alteret/koret). Der brændte en lille olielampe derinde. Det er mit indtryk at kirkebygningen for grækerne har den samme betydning som et Fadervor: Noget trygt og stabilt.

 Vi har nu boet ved østkysten af Peloponnes et par dage og bevæger os nu vestpå for at se det sidste af det græske fastland.

Regnvejr ved mykenske kongegrave og Paulusdryp

Både hvad angår temperatur og årstal er vi nu dykket.

Vi forlod Athen i øsende regn, - temperaturen kom på et tidspunkt ned på 14,5 grader. De korte bukser er dog på endnu, hvilket skyldes bilens og campingvognens varmeanlæg, som for første gang kom i brug. Vi måtte rykke ind i campingvognen for at spise ved det lille bord. Det er nu heller ikke så dårligt med lidt regn og tid til at rykke sammen omkring bordet og bøgerne.

Næste morgen var regnen stilnet af og vi dykkede ned i årstal til ca 1600 år f.kr., hvor den mykenske kultur havde sit højdepunkt. Endnu engang måtte vi forundres over datidens bygningskunst og kultur. På billedet herunder ses Løveporten ind til Mykene. Løverne over porten har nu intet hoved. Man mener, at der har været påsat et løvehoved i guld. Stenene i bygningskomplekset er mega store. De største er 9 m. lange og vejer 118 tons. Det er endnu i dag uforståeligt, hvordan de er blevet placeret.

Efter Mykene kørte vi til det gamle Korinth, - så kanalen og den gamle romerske by, hvortil Paulus ankom i etferåret år 50 og blev i 1½ år. Herfra skrev han bl.a. romerbrevet og tessalonikerbrevene. I Korinth mødte Paulus én af datidens virkelige storbyer. Byen var en stor handelsby, præget af trafikken mellem øst og vest, hvor den nuværende korintherkanal er gravet. Her grundlagde Paules en menighed, hvortil han senere sendte flere breve. Menigheden her kom til at stå hans hjerte nær, selv om det langt fra var en ”fuldkommen” menighed. Den døjede med vranglære, ukærlighed, problemer i ægteskaber, - ja, der var sågar nogle, der ikke ville tro på de dødes opstandelse. Alligevel kalder Pauls dem gentagne gange for mine kære brødre og søstre, - hvorefter han går i rette med dem og forkynder evangeliet om Jesus Kristus til syndernes forladelse.

Jeg vil slutte denne hilsen med en typisk Paulus hilsen til sine kære: Herren Jesu nåde være med jer alle!

Denne blog har jeg konstrueret således, at der ikke på bloggen kan gives kommentarer eller sendes hilsen. Dette betyder ikke, at vi ingen hilsner ønsker at modtage. I er alle hjertelig velkommen til at sende os en hilsen, evt. med kommentar til bloggen.

En hilsen kan sendes på sms til 23462086 (alm. takst), eller på mail til hmp@km.dk. Skrives der en mail kommer et autosvar tilbage, om at jeg har orlov. Jeg ser dog mails alligevel hver gang, vi er på internetcafé, så benyt bare denne mulighed, - dog uden at forvente et svar.

Athen

I småregn forlod vi Delfi. Jeg blev alligevel ikke bedt om at afløse Apollon under hans orlov, - han tog nok som sædvanlig Dionysos (ifølge mytologien rejste Apollon væk tre måneder om året, hvor han blev afløst af Dionysos).
Undervejs til Athen passerede vi Maraton-sletten, - altså i bil, selv om vi måske burde have løbet turen: En ægte maraton på 42 km. Det gjorde maratonløberen i 490 f.kr. for at give meddelelse om grækernes sejr over perserkongen Dareios. Løberen faldt død om ved ankomsten til Athen, - så derfor tog vi turen i bil!
Vi ankom til Athen midt eftermiddag i en forfærdelig trafik.

 Tæt trafik, - biler, der dytter, - små torve, - udendørs caféer. Men midt i det hele står Parthenontemplet på sin klippe og gemmer på minderne om de civilisationer, det har set komme og gå.
En stor oplevelse var det at vandre omkring på Akropolis. Et imponerende skue med smukke, mægtige og harmoniske bygninger, så man 2500 år efter må forundres.

 I år 400 før Kristus har man kunnet møde Sokrates, som sikkert har virket lidt fjern og optaget af at udvikle sine filosofiske tanker. Omkring 450 år senere har man kunnet møde apostlen Paulus stående på en stor sten for at forsøge at få de travle forbipasserende i tale.

 Lidt vest for Akropolis ned mod den romerske Agora (hvilket betyder torveplads) fandt vi Areopagosklippen. Det var her, Paulus holdt sin berømte tale, - se Apostlenes Gerninger 17, 22-34 – side 1007. Nu står talen på en bronzetavle nedenfor klippen. Ved et lille fototrick kan det ses, at jeg nu holder den samme tale.

 Herfra Areopagos fortalte Paulus Athenerne om, at han midt i virvaret af templer havde mødt et alter med indskriften: For en ukendt Gud!Og så fortalte Paulus derudfra om den kendte Gud, - nemlig den eneste sande Gud, som har givet sig til kende gennem Jesus. Og Gud har ladet det hele fremstå troværdigt ved at lade ham opstå fra de døde.

 Efter endeløse vandringer mellem ruiner, tempelsøjler, - doriske, joniske og korinthiske, - og besøg på museer, - gik vandringen videre til Psiri-kvarteret, der er kendt for sine loppemarkeder med masser af ”skrammel-butikker”.

Bomuld og Olympens virvar af guder

Vi forlod Meteora på turens første regnvejrsdag. For grækerne var det første gang, de fik regn i 4 måneder. For os var det godt med et lille temperaturfald.
Vi kørte ca. 250 km mod syd igennem det midtgræske landskab, hvor vi oplevede bomuldshøsten på nærmeste hold. Tilsyneladende var alt, hvad der kunne køre, ude for at få bomulden i hus inden regnen.I Delfi fandt vi en pragtfuld campingplads på kanten af Parnassosbjerget, med en fantastisk udsigt ud over Den korinthiske Golf og de store olivenlunde nede i dalen.

 Denne udsigt fra ”soveværelset” var, hvad vi vågnede vi op til.

I Delfi blev vi for alvor konfronteret med den oldgræske gudeverden. Vi prøvede at få styr på oldtidskundskaben og de mange guder: Hvem der fik barn med hvem, hvem der var gud for hvad, og hvem der var rival til hvem. Også i datiden må det have været meget svært at holde styr på.

Delfi er mest kendt for sin status som oldtidens orakelsted. Apollon talte gennem præstinden Pythia, der talte ”sort snak”, som blev tydet af præsteskabet. Stedet blev efterhånden et internationalt diplomatisk center med en betydelig politisk indsigt (datidens spindoktorer). Her kom konger og herskere og søgte råd og vejledning hos Apollon, der var gud for sandhed og retfærdighed. Apollon kendes også som ham, der med sine pile sender ulykker over mennesker.

 Rundt om Apollontemplet ligger ruiner af mange flotte bygninger, der blev brugt til at opbevare votivgaver (gaver til guderne for gode svar). Der blev også ofret til guderne, fordi man ønskede deres bevågenhed, - men samtidig måtte man jo ikke begunstige den ene gud på bekostning af den anden, - i så fald ville man jo kunne pådrage sig en gudelig vrede!


Det var den verden Paulus mødte, da han ankom til Grækenland. Og han forkyndte om den eneste sande Gud. Hvor er det godt, at Gud er Gud, og at han er nådens og barmhjertighedens Gud og ikke en gud, man skal formilde.

Jeg glæder mig til igen til jul at skulle synge:
Gud er nu ikke læng’re vred,
det kan vi deraf vide,
at han har sendt sin søn herned,
for verdens synd at lide.
Det vorde vidt og bredt bekendt,
at Gud sin søn til os har sendt
til jammer, ve og våde,
hvo ville da ej være fro
og trøstigt lade alt bero
på Guds, vor Faders nåde.

 Athenetemplet i Delfi. Apollontemplet anes i baggrunden, og øverst oppe ligger Stadion. Det var en rigtig lang gåtur i varmen, som nu er vendt tilbage.

Den ortodokse gudstjeneste - Thorvaldsens Kristusfigur

 Det er søndag og vi har deltaget i endnu en laaaang ortodoks gudstjeneste her i byen Kastraki ved foden af Meteora klipperne.

 Biskop Kresten Drejergaard skriver i sin nye bog ”Den himmelske gudstjeneste” med et citat fra den svenske kunsthistoriker Göran Schildt, at:
De byzantinske kuppelkirker er som dykkerklokker, der er sænket ned fra himlens sfærer. Dermed menes, at ligesom en almindelig dykkerklokke tager jordens livsvilkår med sig ned på havbunden, således at dykkeren kan færdes dernede under jordiske livsvilkår, således tager kirkerummet himmelske livsvilkår med sig ned på jorden, således at vi her på jorden kan færdes under himmelske livsvilkår.

 Den ortodokse gudstjeneste emmer af himmelsk nærvær. Det er et lille stykke himmel på jord. Gudstjenesten er så sanselig. Der er så meget at se på. Der er så meget at høre. Der er røgelse at lugte og nadver at smage.
Jeg har nu beskæftiget mig en del med den ortodokse liturgi og forsøgt at følge med så godt, det kan lade sig gøre. Her på bloggen vil jeg ikke nærmere beskrive gudstjenestens forløb, - dette ville føre for vidt. Den danske udgave af ritualbogen for en ortodoks gudstjenste fylder 65 sider!!!
Blot ved at se på billedet ovenfor får man dog en fornemmelse af skønheden, - selv om lydene og lugtene mangler.

En anden spændende oplevelse er menneskers reaktion overfor det hellige. Her er en fantastisk respekt for det hellige. Når alle de unge kommer ind i kirken, bøjer de sig dybt i respekt, - slår korsets tegn, - kysser ikoner og er med i det hele, så man fornemmer, at de klart oplever det himmelske nærvær, som kalder på respekt.

Er jeg så blevet lidt ortodoks?

Nej, - jeg er betaget af menneskers respekt for det hellige og jeg vil gerne gøre, hvad jeg kan for også i en dansk sammenhæng at skabe en gudstjenstlig skønhed med fornemmelse af himmelens nærvær. En gudstjeneste skal være et lille stykke himmel på jord. En dykkerklokke hvori den himmelske sfære findes.

Men jeg savner midt imellem alle ikonerne et billede af Thorvaldsens Kristusfigur med teksten: Kom hid til mig! Jeg savner en forkyndelse af, at Menneskesønnen ikke er kommet for at lade sig tjene, men for selv at tjene og give sit liv som løsesum for mange (Mattæus 20,28). Jeg savner budskabet om, at Jesus, han er synderes ven! Jeg savner de danske salmer. Jeg savner at synge:

Ja, jeg tror på korsets gåde,
Gør det frelser af din nåde,
Stå mig bi, når fjenden frister
Ræk mig hånd, når øjet brister
Sig: Vi går til paradis!

Efter ”Den himmelske gudstjeneste” var der tid til at falde til ro på tavernen overfor kirken, og tid til et besøg i det lokale supermarked.

 I morgen kører vi til Delfi for at stifte nærmere bekendtskab med den gudeverden og alt det okkulte, som var den virkelighed, Paulus forkyndte ind i. Midt i forvirringen: Hvad og hvem skal jeg tro på, - her forkyndte Paulus, og vi med ham: Vi tror på Jesus Kristus, den korsfæstede og opstandne Herre og frelser! Han er levende virkelighed!
Efter Delfi kører vi til Athen. Herom senere.

Kongegrave, englevagt og svaevende klostre

Vi forlod Thessaloniki og kørte lidt bort fra Via Egnatia og Paulus’s vej. Nemlig for at bevæge os endnu længere tilbage i tiden. Vi kørte til Pella. Her voksede Filip den 2. op, og her blev hans søn Alexander den Store født. Tænk at gå på vejen, hvor Alexander løb rundt som barn, og hvor han måske blev fanget af slaverne, når han skulle modtage undervisning af den græske filosof og videnskabsmand Aristoteles. Vi er omkring 400 år før Kristus.

 Fra Pella kørte vi til Berøa, som Paulus passerede igennem på sin vej til Athen. (Ap. Ger. 17,10-15). I Berøa oplevede Paulus sikkert at blive passet på af engle, sådan som vi også gjorde. Bag på campingvognen har vi haft vore to cykler hængende, men i Berøa blev vi dyttet ned af en græsk lastvognschauffør, der vinkede og pegede på campingvognens bagende. Vi fik standset og konstaterede, at cykelstativet på de ekstremt dårlige veje havde revet sig løst fra campingvognens bund og derefter vredet de øverste beslag i stykker. Godt, vi ikke tabte det hele og havde ramt andre.
Vi fortsatte til Virgina med cyklerne inde i bilen. I Virgina mødte en rar altmuligmand, der fik resterne af cykelstativet demonteret.

 Den store oplevelse i Virgina var besøget af de kongelige grave med fantastiske gravfund fra bl.a. Filips den 2. grav. Imponerende var det at se det nye flotte museum inde i gravhøjen og den rigdom af velbevarede smykker og våben samt guldskrinet med knoglerester fra Filip den 2.

 Der måtte ikke tages billeder inde fra graven, men nok af den gamle udenfor!!!!

Fra Virgina flyttede vi ind midt i landet til de berømte Meteoraklostre. Vejen var meget snørklet og til tider med rigtig megen bjergkørsel, der satte den lille Golf på arbejde. Ikke mindst på grund af en temperatur på 35,5 grader. Godt at der findes klimaanlæg i bilen.
Meteora er et naturfænomen. Denne ejendommelige natur (kaldt ”naturens gave til den fromme”) har inspireret til at anlægge klostre øverst på disse klippeformationer: Ta meteora monastiria = de i luften svævende klostre.

 Da der var flest var der 24 klostre. I dag beboes kun 6 af disse og vi besøgte de 4 på gå-ben med madpakke og væske i bjerge.

 Dansk makrel og græsk brød til madpakke i et nonnekloster paa Meteora

Vi vandrede mange kilometer op og ned. Vi har laert at gaa langsomt i varmen, men overhalede dog denne:

 Mens vi går tilbage i historien, er det en dejlig oplevelse at se billeder over nettet af Anna, der er på vej ind i alle livets underlige ting. I faar ogsaa lige et af vort vidunderlige barnebarn:

 I dag har jeg fået en hilsen fra konfirmandweekenden. De har det dejligt og nyder weekenden. Jeg var bare saa glad for hilsenen og glaeder mig meget til at komme hjem og møde dem igen.

Athos – munkeøen

Faktisk følger vi lige nu i Paulus´ fodspor. Måske meget passende i hans jubilæumsår. Den katolske kirke fejrer i hvert tilfælde, at det skal være 2000 år siden, at den lille Saulus blev født i Tarsus.
Fra Filippi eller rettere fra Kavala kørte vi til Amfipolis- omtalt i Aposlenes gerninger kap.17. Byen havde sin storhedstid i det 5-4 årh. f. Kr. Stedets mest fremtrædende monument er en, fra denne tid, velbevaret stenløve ca.18 m høj. Den har antagelig fungeret som gravmæle for en af Alexander den Stores mænd. Underlig at tænke på, at Paulus for to tusind år siden stod og kiggede på den samme løve, som allerede dengang var gammel.

 Nu foretog vi en afstikker mod syd for at besøge munkeøen Athos. Som nævnt var Helge så heldig at opnå tilladelse til at besøge stedet.

Allerede Herodot (480 – 424 f. Kr.) omtaler halvøen, der er 56 km lang og optil 8 km bred. Højeste punkt er selve Athos-bjerget på 2039 m. Hvordan klostersamfundet opstod, eksisterer der mange myter omkring. Ifølge legenden søgte Jomfru Maria læ ved Athos på vej fra Joppe til Cypern for at besøge Lazarus. Maria blev betaget af stedets skønhed og bad sin søn om, at det måtte være hendes have. En stemme lød: ”Lad dette sted være din arv og din have, et paradis og et tilflugtssted.”

Det beskrives som det ældste klostersamfund i verden med historie fra omkring 840.
Athos er en i dag en selvstyrende republik, der omfatter ca 2000 munke (plus ca. lige så mange, der arbejder for munkene) fordelt på 20 klostre (17 græske, 1 russisk, 1 serbisk og 1 bulgarsk). Hvert kloster er selvstændigt og ledes af en Igoumenos, hjulpet af et udvalg. Den lovgivende myndighed er Den hellige Forsamling, bestående af de 20 klosterledere. Den administrative myndighed består af 20 for ét år valgte repræsentanter for klostrene. Den udøvende myndighed er ligeledes et for ét år valgt udvalg bestående af 4 personer på skift fra de forskellige klostre.

Man bruger stadig den julianske kalender, så man f.eks. med hensyn til højtider er 14 dage bagefter den øvrige verden.

 Livet for en munk er inddelt i tre lige store dele: En til bøn og andagt, en til arbejde og en til hvile. Morgengudstjenesten begyndte i det kloster jeg besøgte kl. 3. En munk går rundt og slår på et lille træstykke for at vække de andre et kvarter tidligere (kl. 02.45!!!). Munkene spiser 2 gange om dagen ,kl. 10.30 og kl. 19, - mest mad de selv producerer. Salat, bagte bønner og linser, kogte grøntsager, oliven, fetaost, mørkt brød, aldrig kød, men ved fester spiser man fisk. Dertil altid hjemmeproduceret vin og selvfølgelig vand. Klosterlederen sidder øverst ved bordet og markerer begyndelsen og slutningen af måltidet med en lille klokke og en bøn. I det kloster, jeg besøgte, var måltiderne ikke noget at råbe hurra for. Man sad i spisesalen omkring lange borde. Man spiste i tavshed, mens en munk læste nogle bønner og tekststykker. Man spistev og drak af bliktallerkener og krus. Og maden: Det var altid lunken spagetti med en skefuld ketchup rørt i + en masse olivenolie over. Dertil tørt brød med et stykke ost (af ged). Alt portionsanrettet og ikke i rigelige mængder, - men det gjorde nu ikke noget!!!!!

Athos er kun tilladt for mænd og kun efter speciel tilladelse. Den gives til maksimalt 10 ikke-ortodokse pr. dag. Da det drejer sig om mænd fra hele verden, er det jo lidt af et nåleøje. Der gives ikke tilladelse til turister, så man skal snakke godt for sin sag på kontoret i Thessaloniki.

Halvøen er kun tilgængelig med båd.

Mens jeg var paa Athos levede Esther i sin ensomhed. Men at bo på campingplads i udlandet er noget helt specielt. Man hjælper hinanden og holder øje med hinanden. Hendes ene nabo var et tysk ægtepar med et lille barn. De vidste, at jeg skulle væk.

 Så kørte vi tilbage i Paulus´ fodspor og passerede Thessaloniki. Byen er grundlagt under Filip 2., men blev i den romerske periode gjort til slags fristad under Rom med egne borgmestre. På Paulus´ tid var den derfor mere græsk præget end f.eks. Filippi. Fra den tid finder vi Galerius-buen, opført efter sejren over perserne. Paulus havde på sin 2. missionsrejse, som beskrevet i Ap.G. kap. 17, vers 1-9 et længere ophold her. Paulus talte i synagogen. Hvor den har ligget hersker der lidt uenighed om. Helt sikkert har han også færdedes i agoraen, hvoraf man netop var i gang med udgravninger.

Paulus grundlagde en menighed dér, som vi hører om både i Apostlenes gerninger og i 1. Thessalonikerbrevet kap .2, vers 13 -14 ( side 1082 ) blev udsat for de samme forfølgelser som Paulus selv. Modstanden førte til at Paulus og Silas måtte flygte fra byen om natten.

Thessaloniki var i nogen århundreder under tyrkisk herredømme, hvilket bevirkede at nogen af byens kirker bl.a. den smukke Dimitrios-kirke, var omdannet til moske (1493- 1912 )