mandag den 6. oktober 2008

Paulus-året 2008 - sidste blogindlaeg!!!

I Grækenland begyndte vi i Kavala og Filippi, - det sted, hvor Paulus første gang satte sine fødder på europæisk jord. Vi fulgte Paulus’ fodspor igennem Grækenland og den sidste dag i Rom fik vi afsluttet Paulusruten. Måske meget betegnende på det sted, hvor Paulus efter traditionen endte sine dage.
For os er det dét sted i Rom, som igen denne gang kom til at stå som noget særligt: Basilica di San Paolo fuori le Mura, - Pauluskirken udenfor murene. Her er Paulus efter traditionen begravet. Stedet rummer en storhed og alligevel mildhed, et hvilested for sjælen. Denne kirke er så stor, harmonisk og smuk. Den hører til én af de fire store basilikaer, men er ikke så meget besøgt, fordi den ligger udenfor murene og derfor udenfor de steder, hvor turister kommer. Da vi besøgte kirken lørdag, var der dog mange mennesker i gang med at forberede søndagens messe, hvor paven skulle komme. Der var sikkerhedsvagter, tv-folk og lydmænd og storskærme. Alt var sat op til det helt store.Udenfor kirken står en mægtig statue forestillende Paulus i al sin magt og vælde.



 Spørgsmålet er, om ikke Ikonbilledet herunder ligner Paulus mere, som vi kender ham fra den bibelske fortælling. Billedet er på plakaten og pavemessen skulle afholdes, fordi det i år er Paulus-år, - 2000 år siden Paulus blev født i år 8. Men Paulus trådte ikke frem som ”den store”. Han var ydmyg overfor den tjeneste, der var ham betroet. Han gik med evangeliet, - alene fordi han havde mødt Jesus. Han skriver til Korintermenigheden, at da han kom til dem, kom han ikke med megen kraft og styrke, men han kom i frygt med megen bæven. Men han havde mødt Jesus som den opstandne, og dette budskab skulle ud.


 Efter turen til Pauluskirken tog vi afsked med Rom. Efteråret er kommet til Rom. Bladene falder af træerne og temperaturen var lørdag nat nede på 5 grader. Så det gik nordpå. Søndag kørte vi til Firenze og fik set byen, - bl.a. det berømte Uffizi-galleri med de mange malerier af de store malere. En stor oplevelse var også det.

Dette er så sidste planlagte blogindlæg fra os. Vi vil gerne takke alle jer, der har fulgt os på turen. Vi håber, at også I er blevet beriget, som vi så rigeligt er blevet det igennem de mange uger.
Vi er nu på et afslapningssted ved Verona, - lige ned til Gardasøen. Om et par dage går det hurtigt hjemad. Lige nu sidder vi ude i kortebukser og T-shirts og i aften skal vi grille. Sådan bliver det sikkert ikke i Danmark.
Alligevel glæder vi os til at komme hjem og samle sammen på alt det, vi har oplevet. Og allermest glæder vi os til søndag den 19. oktober, hvor Anna skal døbes i Sct. Paulskirken i Aarhus.


 Vi slutter som Paulus altid gjorde det i sine breve:
Nåde være med jer og fred fra Gud vor Fader og Herren Jesus Kristus.

På glædeligt gensyn derhjemme!