De byzantinske kuppelkirker er som dykkerklokker, der er sænket ned fra himlens sfærer. Dermed menes, at ligesom en almindelig dykkerklokke tager jordens livsvilkår med sig ned på havbunden, således at dykkeren kan færdes dernede under jordiske livsvilkår, således tager kirkerummet himmelske livsvilkår med sig ned på jorden, således at vi her på jorden kan færdes under himmelske livsvilkår.
Den ortodokse gudstjeneste emmer af himmelsk nærvær. Det er et lille stykke himmel på jord. Gudstjenesten er så sanselig. Der er så meget at se på. Der er så meget at høre. Der er røgelse at lugte og nadver at smage.
Jeg har nu beskæftiget mig en del med den ortodokse liturgi og forsøgt at følge med så godt, det kan lade sig gøre. Her på bloggen vil jeg ikke nærmere beskrive gudstjenestens forløb, - dette ville føre for vidt. Den danske udgave af ritualbogen for en ortodoks gudstjenste fylder 65 sider!!!
Blot ved at se på billedet ovenfor får man dog en fornemmelse af skønheden, - selv om lydene og lugtene mangler.
En anden spændende oplevelse er menneskers reaktion overfor det hellige. Her er en fantastisk respekt for det hellige. Når alle de unge kommer ind i kirken, bøjer de sig dybt i respekt, - slår korsets tegn, - kysser ikoner og er med i det hele, så man fornemmer, at de klart oplever det himmelske nærvær, som kalder på respekt.
Er jeg så blevet lidt ortodoks?
Nej, - jeg er betaget af menneskers respekt for det hellige og jeg vil gerne gøre, hvad jeg kan for også i en dansk sammenhæng at skabe en gudstjenstlig skønhed med fornemmelse af himmelens nærvær. En gudstjeneste skal være et lille stykke himmel på jord. En dykkerklokke hvori den himmelske sfære findes.
Men jeg savner midt imellem alle ikonerne et billede af Thorvaldsens Kristusfigur med teksten: Kom hid til mig! Jeg savner en forkyndelse af, at Menneskesønnen ikke er kommet for at lade sig tjene, men for selv at tjene og give sit liv som løsesum for mange (Mattæus 20,28). Jeg savner budskabet om, at Jesus, han er synderes ven! Jeg savner de danske salmer. Jeg savner at synge:
Ja, jeg tror på korsets gåde,
Gør det frelser af din nåde,
Stå mig bi, når fjenden frister
Ræk mig hånd, når øjet brister
Sig: Vi går til paradis!
Efter ”Den himmelske gudstjeneste” var der tid til at falde til ro på tavernen overfor kirken, og tid til et besøg i det lokale supermarked.
I morgen kører vi til Delfi for at stifte nærmere bekendtskab med den gudeverden og alt det okkulte, som var den virkelighed, Paulus forkyndte ind i. Midt i forvirringen: Hvad og hvem skal jeg tro på, - her forkyndte Paulus, og vi med ham: Vi tror på Jesus Kristus, den korsfæstede og opstandne Herre og frelser! Han er levende virkelighed!
Efter Delfi kører vi til Athen. Herom senere.
Efter Delfi kører vi til Athen. Herom senere.
