Søndag på det åbne hav.

Vi har nu forladt Grækenland. Vi sidder ombord på et stort skib. Vi har lige i TV fulgt den sidste ortodokse gudstjeneste, vi kommer til at opleve i denne omgang. I går kørte vi til Patras, hvorfra vi nu sejler til Ancona i Italien. Skibet fører os præcis 913 km mod nordvest, og fra Ancona kører vi de sidste 150 km til Assisi, - og kommer altså 1000 km nærmere hjem.
Havnen i Patras var en oplevelse i negativ forstand. Det vrimlede med illegale albanske drenge, og næsten lige så mange politi og militærfolk. Lige så snart drengene så en mulighed (og politiet var optaget et andet sted) løb de i flokke ned og kastede sig over hegn og pigtråd og ind på havnens område, hvor de hurtigt undersøge lastbiler, for at finde én, de kunne kravle op under for at komme til Italien som blind passager. Og lige så hurtigt blev de fundet og jaget bort fra området, hvorefter de kunne begynde forfra. Ynkeligt så det ud. Drengene var som jagede hunde. Beskidte, - på flugt, - på jagt efter en fremtid, de ikke kan finde. Ved ombordkørsel på færgen blev alt minutiøst undersøgt – også vores campingvogn – for albanske drenge. Så kørte vi ombord i vores luksuskøretøj og campingvogn på vej mod Danmark, hvor vi er så heldige at høre til.
Vi sejlede fra Patras omkring kl. 18, - ved midnat lagde vi ind ved Igoumenitsa i det nordlige Grækenland, - her blev færgen fyldt op til bristepunktet, - alt holder hulter til bulter, og vi kommer til bakke ud af færgen, der kun har rampe i bagenden. Færgen har camping on board, hvilket betyder, at vi spiser og sover i campingvognen, - så dækket er blevet en slags campingplads, - dog med lidt for mange lastbiler!!!
Vi ankommer til Ancona kl. 14 (lokal tid), efter 21 timers sejlads, - men hurtigfærgen har altså så også bragt os næsten 1000 km frem.

 Ellers har vi de sidste dage boet i Olympia på Peloponnes. Vi har set stedet for de første olympiske lege, der begyndte ca 700 år f.kr. De olympiske lege var ikke blot sportskampe, men udviklede sig til efterhånden også være religiøse begivenheder, hvorfor der blev bygget templer. Man anslår, at der kom mellem 15.000 og 20.000 deltagere fra nær og fjern. Selve sportskampene varede kun i 4 dage, - på den 5. dag blev sejrherrerne hyldet. Området er meget stort og fyldt af ruiner, idet et voldsomt jordskælv i 500-tallet, og siden jordskred i forbindelse med oversvømmelser, begravede det hele under et 5-7 meter tykt jordlag. Spændende var det at se det mægtige Zeustempel. Søjlerne ligger nu som efter jordskælvet, - væltet som dominobrikker. Én af søjlerne er rekonstrueret, så man kan fornemme de mægtige dimensioner.

 I Olympia boede vi på en dejlig lille familiecampingplads med et livstykke af en ejer! Han talte og lo og fortalte på lidt engelsk, tysk, fransk og italiensk, - kom med kager og vindruer, - og tog en hjertelig afsked med os ved afrejsen. Grækere er nu glade, hjertelige og særdeles hjælpsomme mennesker.

Nu glæder vi os til at se Assisi og møde den hellige Franz´s kristendom.

 Efterskrift:

Efter landgang aendrede vi planer og koerte til Loreto. Her finder man een af den romersk-katolske kirkes mest maerkvaerdige valfartskirker, Santuario Della Santa Casa (helligdom for det hellige hus). Huset er efter katolsk tradion det hus, hvor jomfru Maria blev foedt, og hvor Jesus voksede op. Da muslimerne invaderede Nazareth, blev huset efter traditionen af engle flyttet til foerst Kroatien senere til Loreto. Marias ellers saa ydmyge hus er naermest begravet i marmor. Husets mirakuloese luftrejse fik i 1920 paven til at udnaevne Madonnaen fra Loreto til skytshelgen for luftfarten, - og det er endda sandt!

Det var spaendende saa hurtigt at moede forskellen paa graesk-ortodoks kristendom og romersk-katolsk.

Knap saa spaende var det, at nu vinterklaedte italienere sendte vore bare ben og sandalfoedder underlige blikke. Paa et doegn er vi brat rykket fra sommer til efteraar (16 grader)

Grækerne

Vi har nu opholdt os i Grækenland i ca. én måned. Hvordan er de så de mennesker, vi har boet imellem? Jeg kender de græske bogstaver, og det er til stor hjælp, når man skal læse f.eks. vejskilte. Mit græske er kun ”klassisk græsk”, så kontakten med befolkningen har sproglig været minimal. Men også uden kan man få et vist indtryk.
Grækerne er meget venlige og hjælpsomme. På landet er udviklingen på mange områder, som vi husker det i Danmark for 50 år siden. Grundet klimaet lever folk mere ude. De ældre mødes udenfor: Kvinderne ved deres huse, mændene foran tavernen (caféen). Husmødrene går til den handlende og køber brød, ost og oliven, - hvis man ikke ”gør det selv”.

Grækerne skulle være det folk i Europa, der spiser mest på restaurant. Vi har gjort det ca. én gang om ugen. Til frokost har vi som regel lavet vores egen fortovsrestaurant.

Grækenland er et bjergland, hvilket bevirker dannelse af små isolerede samfund. Der findes kirker overalt, men de er små som den lille kirke i bjergene, vi spiste vores madpakke ved i går. Den var lille, men velholdt og var udstyret med de tre porte i ikonostasen (ikonvæggen foran alteret/koret). Der brændte en lille olielampe derinde. Det er mit indtryk at kirkebygningen for grækerne har den samme betydning som et Fadervor: Noget trygt og stabilt.

 Vi har nu boet ved østkysten af Peloponnes et par dage og bevæger os nu vestpå for at se det sidste af det græske fastland.

Regnvejr ved mykenske kongegrave og Paulusdryp

Både hvad angår temperatur og årstal er vi nu dykket.

Vi forlod Athen i øsende regn, - temperaturen kom på et tidspunkt ned på 14,5 grader. De korte bukser er dog på endnu, hvilket skyldes bilens og campingvognens varmeanlæg, som for første gang kom i brug. Vi måtte rykke ind i campingvognen for at spise ved det lille bord. Det er nu heller ikke så dårligt med lidt regn og tid til at rykke sammen omkring bordet og bøgerne.

Næste morgen var regnen stilnet af og vi dykkede ned i årstal til ca 1600 år f.kr., hvor den mykenske kultur havde sit højdepunkt. Endnu engang måtte vi forundres over datidens bygningskunst og kultur. På billedet herunder ses Løveporten ind til Mykene. Løverne over porten har nu intet hoved. Man mener, at der har været påsat et løvehoved i guld. Stenene i bygningskomplekset er mega store. De største er 9 m. lange og vejer 118 tons. Det er endnu i dag uforståeligt, hvordan de er blevet placeret.

Efter Mykene kørte vi til det gamle Korinth, - så kanalen og den gamle romerske by, hvortil Paulus ankom i etferåret år 50 og blev i 1½ år. Herfra skrev han bl.a. romerbrevet og tessalonikerbrevene. I Korinth mødte Paulus én af datidens virkelige storbyer. Byen var en stor handelsby, præget af trafikken mellem øst og vest, hvor den nuværende korintherkanal er gravet. Her grundlagde Paules en menighed, hvortil han senere sendte flere breve. Menigheden her kom til at stå hans hjerte nær, selv om det langt fra var en ”fuldkommen” menighed. Den døjede med vranglære, ukærlighed, problemer i ægteskaber, - ja, der var sågar nogle, der ikke ville tro på de dødes opstandelse. Alligevel kalder Pauls dem gentagne gange for mine kære brødre og søstre, - hvorefter han går i rette med dem og forkynder evangeliet om Jesus Kristus til syndernes forladelse.

Jeg vil slutte denne hilsen med en typisk Paulus hilsen til sine kære: Herren Jesu nåde være med jer alle!

Denne blog har jeg konstrueret således, at der ikke på bloggen kan gives kommentarer eller sendes hilsen. Dette betyder ikke, at vi ingen hilsner ønsker at modtage. I er alle hjertelig velkommen til at sende os en hilsen, evt. med kommentar til bloggen.

En hilsen kan sendes på sms til 23462086 (alm. takst), eller på mail til hmp@km.dk. Skrives der en mail kommer et autosvar tilbage, om at jeg har orlov. Jeg ser dog mails alligevel hver gang, vi er på internetcafé, så benyt bare denne mulighed, - dog uden at forvente et svar.

Athen

I småregn forlod vi Delfi. Jeg blev alligevel ikke bedt om at afløse Apollon under hans orlov, - han tog nok som sædvanlig Dionysos (ifølge mytologien rejste Apollon væk tre måneder om året, hvor han blev afløst af Dionysos).
Undervejs til Athen passerede vi Maraton-sletten, - altså i bil, selv om vi måske burde have løbet turen: En ægte maraton på 42 km. Det gjorde maratonløberen i 490 f.kr. for at give meddelelse om grækernes sejr over perserkongen Dareios. Løberen faldt død om ved ankomsten til Athen, - så derfor tog vi turen i bil!
Vi ankom til Athen midt eftermiddag i en forfærdelig trafik.

 Tæt trafik, - biler, der dytter, - små torve, - udendørs caféer. Men midt i det hele står Parthenontemplet på sin klippe og gemmer på minderne om de civilisationer, det har set komme og gå.
En stor oplevelse var det at vandre omkring på Akropolis. Et imponerende skue med smukke, mægtige og harmoniske bygninger, så man 2500 år efter må forundres.

 I år 400 før Kristus har man kunnet møde Sokrates, som sikkert har virket lidt fjern og optaget af at udvikle sine filosofiske tanker. Omkring 450 år senere har man kunnet møde apostlen Paulus stående på en stor sten for at forsøge at få de travle forbipasserende i tale.

 Lidt vest for Akropolis ned mod den romerske Agora (hvilket betyder torveplads) fandt vi Areopagosklippen. Det var her, Paulus holdt sin berømte tale, - se Apostlenes Gerninger 17, 22-34 – side 1007. Nu står talen på en bronzetavle nedenfor klippen. Ved et lille fototrick kan det ses, at jeg nu holder den samme tale.

 Herfra Areopagos fortalte Paulus Athenerne om, at han midt i virvaret af templer havde mødt et alter med indskriften: For en ukendt Gud!Og så fortalte Paulus derudfra om den kendte Gud, - nemlig den eneste sande Gud, som har givet sig til kende gennem Jesus. Og Gud har ladet det hele fremstå troværdigt ved at lade ham opstå fra de døde.

 Efter endeløse vandringer mellem ruiner, tempelsøjler, - doriske, joniske og korinthiske, - og besøg på museer, - gik vandringen videre til Psiri-kvarteret, der er kendt for sine loppemarkeder med masser af ”skrammel-butikker”.

Bomuld og Olympens virvar af guder

Vi forlod Meteora på turens første regnvejrsdag. For grækerne var det første gang, de fik regn i 4 måneder. For os var det godt med et lille temperaturfald.
Vi kørte ca. 250 km mod syd igennem det midtgræske landskab, hvor vi oplevede bomuldshøsten på nærmeste hold. Tilsyneladende var alt, hvad der kunne køre, ude for at få bomulden i hus inden regnen.I Delfi fandt vi en pragtfuld campingplads på kanten af Parnassosbjerget, med en fantastisk udsigt ud over Den korinthiske Golf og de store olivenlunde nede i dalen.

 Denne udsigt fra ”soveværelset” var, hvad vi vågnede vi op til.

I Delfi blev vi for alvor konfronteret med den oldgræske gudeverden. Vi prøvede at få styr på oldtidskundskaben og de mange guder: Hvem der fik barn med hvem, hvem der var gud for hvad, og hvem der var rival til hvem. Også i datiden må det have været meget svært at holde styr på.

Delfi er mest kendt for sin status som oldtidens orakelsted. Apollon talte gennem præstinden Pythia, der talte ”sort snak”, som blev tydet af præsteskabet. Stedet blev efterhånden et internationalt diplomatisk center med en betydelig politisk indsigt (datidens spindoktorer). Her kom konger og herskere og søgte råd og vejledning hos Apollon, der var gud for sandhed og retfærdighed. Apollon kendes også som ham, der med sine pile sender ulykker over mennesker.

 Rundt om Apollontemplet ligger ruiner af mange flotte bygninger, der blev brugt til at opbevare votivgaver (gaver til guderne for gode svar). Der blev også ofret til guderne, fordi man ønskede deres bevågenhed, - men samtidig måtte man jo ikke begunstige den ene gud på bekostning af den anden, - i så fald ville man jo kunne pådrage sig en gudelig vrede!


Det var den verden Paulus mødte, da han ankom til Grækenland. Og han forkyndte om den eneste sande Gud. Hvor er det godt, at Gud er Gud, og at han er nådens og barmhjertighedens Gud og ikke en gud, man skal formilde.

Jeg glæder mig til igen til jul at skulle synge:
Gud er nu ikke læng’re vred,
det kan vi deraf vide,
at han har sendt sin søn herned,
for verdens synd at lide.
Det vorde vidt og bredt bekendt,
at Gud sin søn til os har sendt
til jammer, ve og våde,
hvo ville da ej være fro
og trøstigt lade alt bero
på Guds, vor Faders nåde.

 Athenetemplet i Delfi. Apollontemplet anes i baggrunden, og øverst oppe ligger Stadion. Det var en rigtig lang gåtur i varmen, som nu er vendt tilbage.

Den ortodokse gudstjeneste - Thorvaldsens Kristusfigur

 Det er søndag og vi har deltaget i endnu en laaaang ortodoks gudstjeneste her i byen Kastraki ved foden af Meteora klipperne.

 Biskop Kresten Drejergaard skriver i sin nye bog ”Den himmelske gudstjeneste” med et citat fra den svenske kunsthistoriker Göran Schildt, at:
De byzantinske kuppelkirker er som dykkerklokker, der er sænket ned fra himlens sfærer. Dermed menes, at ligesom en almindelig dykkerklokke tager jordens livsvilkår med sig ned på havbunden, således at dykkeren kan færdes dernede under jordiske livsvilkår, således tager kirkerummet himmelske livsvilkår med sig ned på jorden, således at vi her på jorden kan færdes under himmelske livsvilkår.

 Den ortodokse gudstjeneste emmer af himmelsk nærvær. Det er et lille stykke himmel på jord. Gudstjenesten er så sanselig. Der er så meget at se på. Der er så meget at høre. Der er røgelse at lugte og nadver at smage.
Jeg har nu beskæftiget mig en del med den ortodokse liturgi og forsøgt at følge med så godt, det kan lade sig gøre. Her på bloggen vil jeg ikke nærmere beskrive gudstjenestens forløb, - dette ville føre for vidt. Den danske udgave af ritualbogen for en ortodoks gudstjenste fylder 65 sider!!!
Blot ved at se på billedet ovenfor får man dog en fornemmelse af skønheden, - selv om lydene og lugtene mangler.

En anden spændende oplevelse er menneskers reaktion overfor det hellige. Her er en fantastisk respekt for det hellige. Når alle de unge kommer ind i kirken, bøjer de sig dybt i respekt, - slår korsets tegn, - kysser ikoner og er med i det hele, så man fornemmer, at de klart oplever det himmelske nærvær, som kalder på respekt.

Er jeg så blevet lidt ortodoks?

Nej, - jeg er betaget af menneskers respekt for det hellige og jeg vil gerne gøre, hvad jeg kan for også i en dansk sammenhæng at skabe en gudstjenstlig skønhed med fornemmelse af himmelens nærvær. En gudstjeneste skal være et lille stykke himmel på jord. En dykkerklokke hvori den himmelske sfære findes.

Men jeg savner midt imellem alle ikonerne et billede af Thorvaldsens Kristusfigur med teksten: Kom hid til mig! Jeg savner en forkyndelse af, at Menneskesønnen ikke er kommet for at lade sig tjene, men for selv at tjene og give sit liv som løsesum for mange (Mattæus 20,28). Jeg savner budskabet om, at Jesus, han er synderes ven! Jeg savner de danske salmer. Jeg savner at synge:

Ja, jeg tror på korsets gåde,
Gør det frelser af din nåde,
Stå mig bi, når fjenden frister
Ræk mig hånd, når øjet brister
Sig: Vi går til paradis!

Efter ”Den himmelske gudstjeneste” var der tid til at falde til ro på tavernen overfor kirken, og tid til et besøg i det lokale supermarked.

 I morgen kører vi til Delfi for at stifte nærmere bekendtskab med den gudeverden og alt det okkulte, som var den virkelighed, Paulus forkyndte ind i. Midt i forvirringen: Hvad og hvem skal jeg tro på, - her forkyndte Paulus, og vi med ham: Vi tror på Jesus Kristus, den korsfæstede og opstandne Herre og frelser! Han er levende virkelighed!
Efter Delfi kører vi til Athen. Herom senere.

Kongegrave, englevagt og svaevende klostre

Vi forlod Thessaloniki og kørte lidt bort fra Via Egnatia og Paulus’s vej. Nemlig for at bevæge os endnu længere tilbage i tiden. Vi kørte til Pella. Her voksede Filip den 2. op, og her blev hans søn Alexander den Store født. Tænk at gå på vejen, hvor Alexander løb rundt som barn, og hvor han måske blev fanget af slaverne, når han skulle modtage undervisning af den græske filosof og videnskabsmand Aristoteles. Vi er omkring 400 år før Kristus.

 Fra Pella kørte vi til Berøa, som Paulus passerede igennem på sin vej til Athen. (Ap. Ger. 17,10-15). I Berøa oplevede Paulus sikkert at blive passet på af engle, sådan som vi også gjorde. Bag på campingvognen har vi haft vore to cykler hængende, men i Berøa blev vi dyttet ned af en græsk lastvognschauffør, der vinkede og pegede på campingvognens bagende. Vi fik standset og konstaterede, at cykelstativet på de ekstremt dårlige veje havde revet sig løst fra campingvognens bund og derefter vredet de øverste beslag i stykker. Godt, vi ikke tabte det hele og havde ramt andre.
Vi fortsatte til Virgina med cyklerne inde i bilen. I Virgina mødte en rar altmuligmand, der fik resterne af cykelstativet demonteret.

 Den store oplevelse i Virgina var besøget af de kongelige grave med fantastiske gravfund fra bl.a. Filips den 2. grav. Imponerende var det at se det nye flotte museum inde i gravhøjen og den rigdom af velbevarede smykker og våben samt guldskrinet med knoglerester fra Filip den 2.

 Der måtte ikke tages billeder inde fra graven, men nok af den gamle udenfor!!!!

Fra Virgina flyttede vi ind midt i landet til de berømte Meteoraklostre. Vejen var meget snørklet og til tider med rigtig megen bjergkørsel, der satte den lille Golf på arbejde. Ikke mindst på grund af en temperatur på 35,5 grader. Godt at der findes klimaanlæg i bilen.
Meteora er et naturfænomen. Denne ejendommelige natur (kaldt ”naturens gave til den fromme”) har inspireret til at anlægge klostre øverst på disse klippeformationer: Ta meteora monastiria = de i luften svævende klostre.

 Da der var flest var der 24 klostre. I dag beboes kun 6 af disse og vi besøgte de 4 på gå-ben med madpakke og væske i bjerge.

 Dansk makrel og græsk brød til madpakke i et nonnekloster paa Meteora

Vi vandrede mange kilometer op og ned. Vi har laert at gaa langsomt i varmen, men overhalede dog denne:

 Mens vi går tilbage i historien, er det en dejlig oplevelse at se billeder over nettet af Anna, der er på vej ind i alle livets underlige ting. I faar ogsaa lige et af vort vidunderlige barnebarn:

 I dag har jeg fået en hilsen fra konfirmandweekenden. De har det dejligt og nyder weekenden. Jeg var bare saa glad for hilsenen og glaeder mig meget til at komme hjem og møde dem igen.

Athos – munkeøen

Faktisk følger vi lige nu i Paulus´ fodspor. Måske meget passende i hans jubilæumsår. Den katolske kirke fejrer i hvert tilfælde, at det skal være 2000 år siden, at den lille Saulus blev født i Tarsus.
Fra Filippi eller rettere fra Kavala kørte vi til Amfipolis- omtalt i Aposlenes gerninger kap.17. Byen havde sin storhedstid i det 5-4 årh. f. Kr. Stedets mest fremtrædende monument er en, fra denne tid, velbevaret stenløve ca.18 m høj. Den har antagelig fungeret som gravmæle for en af Alexander den Stores mænd. Underlig at tænke på, at Paulus for to tusind år siden stod og kiggede på den samme løve, som allerede dengang var gammel.

 Nu foretog vi en afstikker mod syd for at besøge munkeøen Athos. Som nævnt var Helge så heldig at opnå tilladelse til at besøge stedet.

Allerede Herodot (480 – 424 f. Kr.) omtaler halvøen, der er 56 km lang og optil 8 km bred. Højeste punkt er selve Athos-bjerget på 2039 m. Hvordan klostersamfundet opstod, eksisterer der mange myter omkring. Ifølge legenden søgte Jomfru Maria læ ved Athos på vej fra Joppe til Cypern for at besøge Lazarus. Maria blev betaget af stedets skønhed og bad sin søn om, at det måtte være hendes have. En stemme lød: ”Lad dette sted være din arv og din have, et paradis og et tilflugtssted.”

Det beskrives som det ældste klostersamfund i verden med historie fra omkring 840.
Athos er en i dag en selvstyrende republik, der omfatter ca 2000 munke (plus ca. lige så mange, der arbejder for munkene) fordelt på 20 klostre (17 græske, 1 russisk, 1 serbisk og 1 bulgarsk). Hvert kloster er selvstændigt og ledes af en Igoumenos, hjulpet af et udvalg. Den lovgivende myndighed er Den hellige Forsamling, bestående af de 20 klosterledere. Den administrative myndighed består af 20 for ét år valgte repræsentanter for klostrene. Den udøvende myndighed er ligeledes et for ét år valgt udvalg bestående af 4 personer på skift fra de forskellige klostre.

Man bruger stadig den julianske kalender, så man f.eks. med hensyn til højtider er 14 dage bagefter den øvrige verden.

 Livet for en munk er inddelt i tre lige store dele: En til bøn og andagt, en til arbejde og en til hvile. Morgengudstjenesten begyndte i det kloster jeg besøgte kl. 3. En munk går rundt og slår på et lille træstykke for at vække de andre et kvarter tidligere (kl. 02.45!!!). Munkene spiser 2 gange om dagen ,kl. 10.30 og kl. 19, - mest mad de selv producerer. Salat, bagte bønner og linser, kogte grøntsager, oliven, fetaost, mørkt brød, aldrig kød, men ved fester spiser man fisk. Dertil altid hjemmeproduceret vin og selvfølgelig vand. Klosterlederen sidder øverst ved bordet og markerer begyndelsen og slutningen af måltidet med en lille klokke og en bøn. I det kloster, jeg besøgte, var måltiderne ikke noget at råbe hurra for. Man sad i spisesalen omkring lange borde. Man spiste i tavshed, mens en munk læste nogle bønner og tekststykker. Man spistev og drak af bliktallerkener og krus. Og maden: Det var altid lunken spagetti med en skefuld ketchup rørt i + en masse olivenolie over. Dertil tørt brød med et stykke ost (af ged). Alt portionsanrettet og ikke i rigelige mængder, - men det gjorde nu ikke noget!!!!!

Athos er kun tilladt for mænd og kun efter speciel tilladelse. Den gives til maksimalt 10 ikke-ortodokse pr. dag. Da det drejer sig om mænd fra hele verden, er det jo lidt af et nåleøje. Der gives ikke tilladelse til turister, så man skal snakke godt for sin sag på kontoret i Thessaloniki.

Halvøen er kun tilgængelig med båd.

Mens jeg var paa Athos levede Esther i sin ensomhed. Men at bo på campingplads i udlandet er noget helt specielt. Man hjælper hinanden og holder øje med hinanden. Hendes ene nabo var et tysk ægtepar med et lille barn. De vidste, at jeg skulle væk.

 Så kørte vi tilbage i Paulus´ fodspor og passerede Thessaloniki. Byen er grundlagt under Filip 2., men blev i den romerske periode gjort til slags fristad under Rom med egne borgmestre. På Paulus´ tid var den derfor mere græsk præget end f.eks. Filippi. Fra den tid finder vi Galerius-buen, opført efter sejren over perserne. Paulus havde på sin 2. missionsrejse, som beskrevet i Ap.G. kap. 17, vers 1-9 et længere ophold her. Paulus talte i synagogen. Hvor den har ligget hersker der lidt uenighed om. Helt sikkert har han også færdedes i agoraen, hvoraf man netop var i gang med udgravninger.

Paulus grundlagde en menighed dér, som vi hører om både i Apostlenes gerninger og i 1. Thessalonikerbrevet kap .2, vers 13 -14 ( side 1082 ) blev udsat for de samme forfølgelser som Paulus selv. Modstanden førte til at Paulus og Silas måtte flygte fra byen om natten.

Thessaloniki var i nogen århundreder under tyrkisk herredømme, hvilket bevirkede at nogen af byens kirker bl.a. den smukke Dimitrios-kirke, var omdannet til moske (1493- 1912 )

Ortodoks liturgi

 Ortodoks liturgi

I Kavala mødte vi i lørdags en ortodoks præst, som jeg fik lejlighed til at drøfte lidt liturgi med. Vi blev inviteret til at overvære og opleve tre forskellige liturgier.

Først kom der en ung mor med sit lille barn, der skulle velsignes. De første 40 dage efter en fødsel er det hverken tilladt mor eller barn at forlade hjemmet. I denne 40 dages periode bliver den nye mor omtalt som ”λεχωνα” (lexona), hvilket betyder barselskvinden. Når denne 40 dages periode ophører, skal moderen med barnet gå til kirken for at præsten kan læse 40-dages-velsignelsen over dem, præcis som jomfru Maria gjorde det med Jesusbarnet. Mor og barn er forbudt adgang til kirken indtil 40 dages perioden er ovre.
Liturgien første del fandt sted i ”våbenhuset”, hvor der blev bedt over barnet og moderen, og hvor de begge modtog velsignelsen. Liturgien slutter med, at præsten bærer den nyfødte ind til alteret. Præsten tog barnet i sine arme og løftede det højt op og gik op til alteret og helt indenfor ikonostasen, hvor ellers kun præster må komme. Den nyfødte skulle overgives til Gud og bæres ind i den himmelske verden allerede her inden dåben.

Dernæst fik vi lejlighed til at overvære præstens og kirketjenerens liturgi omkring kirkens klargøring til søndagens gudstjeneste. Det er præsten og kirketjeneren, der med bøn og sang og røgelse klargør kirken til søndagens gudstjeneste.

 Endelig skulle der være bryllup. Et stort og festligt skue med pynt, blomster og lys i overdådige mængder. Hernede tager tingene den tid, ting gør. Brylluppet skulle begynde lørdag aften kl. 19, men klokken blev snarere 20, inden alt var klar. Først gik præsten ind i kirken med brudeparret i hånden. Bruden på venstre side, gommen på højre. Så fulgte en usædvanlig smuk liturgi, hvor parret under bøn og velsignelse blev givet til hinanden. Kirkerne hernede har ingen orgler, så de musikalske led udføres af et lille kor. Det var smukt at høre det helt uprofessionelle lille og ulønnede mandskor synge et ”Κυριε Ελεισον” (Kyrie Elieson – Herre, forbarm dig)

 Først derefter skulle bryllupsfesten foregå. Vi var nemlig på campingpladsen nabo til en anden bryllupsfest. Den foregik udendørs omkring en swimmingpool, ca. 350 gæster ved fint pyntede runde borde. Festen varede til den lyse morgen.

I Neapolis - i Paulus fodspor

 Vi er nu i Kavala, - ikke så langt fra den tyrkiske grænse. Vi bor ned til det Ægiske hav med en frisk brise fra vandet. Dagtemperaturen er godt 30, nattemperaturen er dog for høj for os nordboere: ca 25. Men morgenen, - hvor er det skønt at sidde ude og spise morgenmad kl. 07.00 og nyde varmen og morgenens friskhed.

Kavala ligger i Makedonien. For de historisk interesserede var Makedonien et stort rige i oldtiden. Alexander den Store fik det til at brede sig over hele området ca. 350 år før Kristus. År 150 f. Kr. overtager romerne magten.
Området var et rigt område p.g.a. forekomster af ædle metaller, - særligt store guldforekomster.

 Filippi – Området har ruiner fra såvel den hellenistiske og den senere romerske periode
For os det vigtigste: Det var herfra kristendommen bredte sig til Europa. Paulus besøgte området på sin 2. og 3. missionsrejse. I år 49 ankommer Paulus med skib fra Troas til Kavala, - der dengang hed Neapolis. (Kavala er et navn tyrkerne gav byen i osmannertiden fra 1300 tallet). Paulus ankom med skib og begav sig straks til Filippi. Rejsebeskrivelsen kan læses i Apostlenes gerninger kap. 16-18 (side 1005 ff).

 Lydias dåbssted

Det var i Filippi, at Paulus mødte Lydia, - hun blev som den første europæer kristen og hun og hendes husstand blev døbt. I Filippi blomstrede en menighed frem, - en menighed, der kom til at betyde meget for Paulus, - økonomisk fordi den rige menighed vedblivende sendte Paulus gaver, - og åndeligt fordi fællesskabet med menigheden forblev så stærkt. Paulus skriver fra fangeskabet i Rom (år 60-61) Filipperbrevet (bibelen side 1074). Heri takker han for hjælp og forbøn og formaner menigheden til at ”blive i det spor, vi kommet ind på” (Fil. 3,16 – s. 1076).
I et trafikkaos er det så vigtigt at være i det rigtige spor, - ellers bliver man tvunget i den forkerte retning (tro os, - vi har prøvet det!!!). Sådan er det også i livets kaos. Bliv i det spor, du ved dåben er sat ind på. Og er du kommet i det forkerte spor, så begynd langsomt at ændre spor, mens det kan lade sig gøre.

 Fængslet i Filippi

Det var i Filippi i dette fængsel, at Paulus sad fanget. På underfuld måde blev han befriet i forbindelse med et jordskælv og fangevogteren ville bare også være kristen. Han spurgte Paulus: Hvad skal jeg gøre for at blive frelst? Og Paulus svarede: Tro på Herren Jesus!

Fra Filippi rejste Paulus over Amfipolis og Apolonia til Thessalonika. Vejen han fulgte var den gamle romerske vej fra Byzans til Italien: Via Egnatia. Vejen har vi fundet og gået på flere steder.

Vi sender kærlige hilsner til jer alle.

Så er vi i Grækenland

 Grænseovergang til Makedonien

Øde bjerge i Makedonien

Udsigt fra vores campingvogn lidt syd for Thessaloniki

De sidste dage er gaet med kørsel og kørsel igennem Balkan. Hvis man vil se andre turister, er det ikke den vej, man skal køre. Vi var helt alene. Sov ved et hotel i Serbien paa en bevogtet parkeringsplads.

Dagen efter kørte vi gennem resten af Serbien og Makedonien og havde lange ventetider ved grænserne. Underligt med rigtige grænser med paskontrol og undersøgelser af bil og campingvogn.

I Grækenland fandt vi en vidunderlig campingplads lige ned til det Ægæiske hav. Vi er nu i dag på tur til Thessaloniki, og jeg har fået min tilladelse til at gaa pilgrim paa Athos. Jeg skal møde i grænsebyen til munkerepublikken tirsdag morgen. Det bliver spændende.

I Thessaloniki har vi gaaet i Paulus fodspor ad via Egnatia. Vi fortæller senere herom.

 Berlin - camping ved den gamle øst-vest grænse

 Borghøjen i Prag set fra Karlsbroen

Vue over Budapest - det er parlamentet i baggrunden

Vi er nu nået til Szeged paa grænsen til Serbien.
De sidste fire dage har vi kørt gennem kendte områder. Derfor falder det naturligt at være lidt nostalgisk. Meget er ændret, siden vi første gang rejste i Østeuropa i 1991. Den gang var det med 4 børn, hvoraf 2 brugte ble, så hvert et overskydende hjørne af campingvognen var fyldt ud med engangsbleer. Bleer var dengang en mangelvare herovre.
Meget er ændret siden da. Udviklingen har været enorm. Forståeligt, at det rent menneskeligt har været svært at følge med.

I det gamle Østtyskland er de fleste minder fra før murens fald fjernet. Enkelte tidligere kontrolposter ligger der endnu, - har måske fundet anvendelse til noget andet. I Berlin boede vi på vor sædvanlige campingplads, hvor et gammelt grænsekontroltårn f.eks. indgår i servicebygningen. Floden vi boede ved, dannede grænse mellem øst og vest.
Berlin er i dag en moderne hovedstad, hvor livet leves i højeste gear.
På landet er storlandbrugene igen blevet effektive med moderne stordrift.
Vejene er gode.

Prag er smuk, ny, - men gammel.
Det har været spændende at følge restaureringsarbejdet de gange, vi har besøgt byen. Der er foretaget et enormt smukt stykke arbejde.
Turisterne flokkes om stederne. Vi havde måske, da vi kom udenfor sæsonen, haft en forestilling om, at kunne færdes på Karlsbroen uden hele tiden at støde ind i folk. Sådan var det ikke.
Turen gennem Tjekkiet var ikke stort anderledes end for 17 år siden. Vejene er bare elendige, men modsat dengang, hvor vi var næsten alene på vejene, var trafikken tæt. Tankstationerne ligger tæt, og vi behøver ikke længere benzinkuponer for at få de, også hér, dyre dråber.

I Budapest boede vi paa vores seadvanlige lille campingplads. Soendag holdt vi bilfri dag og satte os paa cyklerne og fik blaest i haaret, - aah nej – vi koerer jo med cykelhjaelm. Fra campingpladsen var der cykelsti langs med Donau helt ind til centum.