Fra historisk kultur til nutidig natur

Efter en rørende afsked og et på gensyn med campingindehaverne (vi mødte dem jo også for to år siden) i Olympia kørte vi mod nord for at komme til det nordligste Peloponnes og til sydkysten af den korinthiske bugt.

Målet var her at komme med en tandhjulsjernbane op til bjergbyen Kalavrita. Jernbanen blev bygget i 1890erne af franske ingeniører og græske og italienske arbejdere. Det går visse steder meget stejlt opad, så der er tandhjulsspor, - som toget bruger til at trække opad og bremse nedad, - mellem skinnerne.

Imponerende flot var køreturen. Ufatteligt svært har det været at bygge jernbanen ind i den smalle kløft, - her hvor solen ikke når ned. Ind og ud af små tuneller og under hængende klipper med afgrunden lige ved siden af det smalle spor.

 Det tog 5 år at bygge de 20 km. jernbane med broer og tuneller.

I Kalvrita gik vi bl.a. på markedet og købte kirsebær og abrikoser.

...som vi siden nød på byens torv. Nogen skal lære ikke at tage munden for fuld.....

 Efter vores lille frugtpause tog vi ind på byens "Holocoustmuseum". Historien er uhyggelig og findes tilsvarende fra Tjekkiet og fra Oradour i Frankrig.

Der var en del partisaner (frihedskæmpere) her på det nordlige Peloponnes under krigen. Grækenland var besat af italienerne, som udgjorde en tålelig besættelsesmagt. Men i 1943 efter invationen i Italien opgav italienerne besættelsen og overdrog opgaven til tyskerne, som tog anderledes fat om problemet med partisaner.

Den 13. december 1943 ankom en gruppe tyske soldater til Kalavrita. Bystyret tog straks kontakt til kommandanten og fortalte, at byen kun var fredelig og kun ønskede at leve i fred med hinanden, - borgere og besættelsesmagt. Kommandanten bedyrede, at der ikke ville ske civilbefolkningen noget. Dagen efter blev beboerne i byen kaldt ud på torvet ved skolen og kvinder og børn og ældre gennet ind i den ene afdeling af skolen. Alle mænd og drenge over 13 år kom ind i en anden bygning på skolen. Og siden så ingen af dem hinanden i live.

Mændene blev hentet ud i en stor grube, hvorfra de måtte se på, at hvert eneste hus i byen blev brændt ned. Herefter begyndte en regulær massakra. Med maskingeværer skød de alle mænd og drenge og bagefter gik officerer rundt og dræbte de endnu levende med nakkeskud.

Dagen efter forsvandt tyskerne og kvinderne kom ud af den delvis nedbrændte skole og måtte nu lede efter deres mænd og drenge og sørge for begravelserne af de 100vis af ofre. Frygteligt har det været. Udenfor museet står en skulptur fortællende om kvinder og børn, der fandt deres far og måtte slæbe ham på et klæde til kirkegården sammen med alle de andre. Inde i museet var til sidst en stor væg over to etager med billeder af mændene og drengene, - der kom virkelige billeder på den ufattelige lidelse. Hvordan kan mennesker gøre noget så grusomt?

 Nogen har spurgt, hvordan vi får råd til de lange ferier, vi har afholdt så mange af. Svaret findes bl.a. på billederne herunder. I stedet for at købe drikkevarer og spise på restaurant har vi oftest selv lidt mad og drikkevarer med på dagsture. Så køber vi noget friskt brød, lidt oliven, tomater og ost, og spiser "madpakken" på byens torv, eller hvor vi finder et smukt sted. Dåsesodavand har vi med fra Otto Duborg og dåsemakrel fra Sæby.

Om aftenen har vi gang i grillen. Vi synes, det er mest hyggeligt, - og så hjælpes vi ad med at lave græsk salat og anrette et lækkert måltid, inden vi samles om cobb-grillen.

De sidste dage har der været rigtig varmt. Vi har ventet til omkring kl. 21 med at tænde op. Så spiser vi mørket og venter på, at temperaturen skal komme under de 30 grader, så vi kan komme i seng (efter den fælles opvask!!!) I aften skal der en frisk, græsk kylling i grillen.

 I morgen vil vi flytte 300 km. mod nord. Vi forventer i morgen aften at nå til Meteoraklostrene.

Kærlig hilsen til jer alle

Esther og Helge