søndag den 6. juni 2010

En søndag på Peloponnes

I dag er det søndag, og vi begyndte dagen med morgenmad på stranden her ved campingpladsen. Samtidig holdt vi søndag på den måde, at vi hørte en bibeltime på GPSen. Hjemmefra har jeg lagt en masse prædikener og bibeltimer over på GPSen, så vi har noget at høre på de lange køredage, - og altså også så vi kan holde søndag på god kristelig vis!


Herefter kørte vi til Epidaurus. Her er stedet, hvor lægeguden Asklepios (med slangen som symbol) havde sit hovedsæde. Stedet blev brugt i næsten 1000 år fra år 500 f.Kr. til år 500 e. Kr. Det er således et af de senest brugte helligsteder, - for mennesker vil som bekendt gøre alt for at sikre helbredet.
Et besøg forløb som følger: Først ankomst og rituel renselse, dernæst ofring til lægeguden (helligstedet), dernæst skulle man overnatte i måske flere dage i Abaton (et slags patienthotel), hvorefter man opholdt sig en nat i et rundt tempel for Asklepios. Her fik man i drømme fortalt, hvad man kunne gøre ved sin sygdom, - eller man blev bare helbredt. I så fald gav man igen en gave til stedet. Helligstedet udviklede sig senere til et helsecenter, hvor datidens læger opererede og medicinerede, - og blev godt belønnet herfor.


 Derudover var behandlingen af psyloterapeutisk art, hvilket indbefattede musik og skuespil. Aristoteles har sagt, at et af formålene med at gå i teater, er at få renset sine følelser.
Hertil var opført det teater, som Epidaurus i dag nok mest er kendt for. Her er plads til 12.000 tilskuere, - og det mest unikke er den fantastiske akustik, som vi endnu engang oplevde. Det er bare utroligt. Når man sidder på bagerste række - 100 m. fra det cirkelformede orchestra (scenen), kan man lige så tydeligt høre, hvad der bliver sagt eller hvisket fra en cirkelforformet plade i midten. Vi fatter ikke hvordan, - men vi kan bevidne, at det virker.

Efter besøget i Epidarus kørte vi lidt rundt i det pragtfulde peloponnesiske bjerglandskab. Hos en bager købte vi brød, - bagerbutikken ligner dog ikke en dansk af slagsen, - ovnen er i butikken og udvalget er ganske anderledes, - men bagerjomfruen er sød!


Efter af have spist frokost ved et nonnekloster i bjergene faldt vi ved kaffetid ind på en lille Taverne, hvor vi fik køligt vand og en god kop græst kaffe.


Hjemkommet til campingpladsen gik vi op i byen for at købe ind til den græske salat og af den hjemmeavlede vin til aftenens grill. På vejen stødte vi på denne Sabrakaktus, som vi kender fra Israel. Israelerne sammenligner sig selv med denne kaktus, som findes overalt i Israel. Den virker nemlig hård og stikkende udenpå, - men indeni er den sød og blød!
Jeg kender ikke grækernes forhold til denne kaktus, - de er i al fald også søde og bløde indeni!!!


Kærlig hilsen til jer alle
Esther og Helge