fredag den 4. juni 2010

Athen koger - vi køler af ved havet!

Så har vi været et smut i Athen. På vej hertil slap vi uhindret forbi Thermopylæ. Det var jo ved dette pas, spartanerhærføreren Leonidas med ganske få mænd i år 480 f.kr. prøvede at standse de fremrykkende persere, der var anført af Xerxes. Grækerne klarede sig godt, men blev til sidst faldet i ryggen af perserne. Først efter slaget ved Salamis blev perserne slået og Xerxes rejste frustreret hjem, - blev uenig med konen, - og giftede sig med den jødiske pige Esther (beskrevet i det gamle testamente i Esthers bog).


I Athen boede vi lige som sidst på en typisk bycampingplads, hvor larmen er lige så høj som priserne.
Vi lod os endnu engang betage af Athens skønhed, selv om der ikke er orden overalt. Nogen steder har man glemt alt om byplanlægning og inde midt i byen tilladt et område med salg af ophuggede biler, - systematisk parteret, så een handler med forpartier og ham ved siden af med bagdele. Volvoen gik dog fri!


I næsten ethvert kvarter står der en lille græsk kuppelkirke og minder om, at der midt i storbyens larm, reklamer og højhuse er plads til den stilhed, som livet kræver.


Højdepunktet i Athen var også denne gang naturligvis at stå på Akropolis, - omgivet af alle mulige nationaliteter, - og lade sig imponere af tidligere tiders arkitektur og håndværksmæssige kunnen. Derimod skuffede det nye Akropolismuseum til over 100 mill. € (en lille milliard). Museet skulle have været færdigt til Olympiaden i 2004, men som alt andet her, tager tingene den tid, ting tager, og museet blev først indviet sidste sommer.

Som noget nyt så vi år det Olympiske Stadion. Idrætskampe har fundet sted på dette område siden ca. år 400 f.kr., og det var her Joakim B. Olsen fik sin bronzemedalje under sidste OL.

Opholdet i Athen blev afkortet med een dag p.g.a. uroligheder omkring finanskrisen. Alle banker var omgivet af hundredevis af maskinpistolbevæbnede betjente, - og al kollektiv trafik ville blive indstillet, så vi besluttede at fortrække mod syd.


På vejen besøgte vi igen Korinth. Stedet er meget besøgt af rejseselskaber med kirkeligt tilhørsforhold. Man ønsker at være på det sted, hvor Paulus opholdt sig i 1½ år, og hvorfra han skrev flere af sine breve.


Så rykkede vi i tid tilbage til 2. årtusinde før Kristus, - nemlig til Mykenekulturen. Vi forbinder den meget med Løveporten, - den ældste monumentskulptur i Europa. Ved Atreus's skatkammer talte vi med et israelsk ægtepar, som jo er lidt anderledes stillet end os. Vi står i historiens vingesus omgivet af bygninger, der er 3.500 år gamle, og for os er det meget gammelt, - men en israeler har jo Jerusalem og Jeriko f.eks., der er endnu ældre.


 Nu er vi nået til det, som vist må kaldes vores favorit campingplads i Grækenland: New Triton ved Nafplio.

Selv om man, med den græske filosof, Heraklits, ord ikke "kan bade i den samme flod to gange", er vandet absolut lige så pragtfuldt som sidste gang.

Kærlig hilsen til jer alle
Esther og Helge