Paulus-året 2008 - sidste blogindlaeg!!!

I Grækenland begyndte vi i Kavala og Filippi, - det sted, hvor Paulus første gang satte sine fødder på europæisk jord. Vi fulgte Paulus’ fodspor igennem Grækenland og den sidste dag i Rom fik vi afsluttet Paulusruten. Måske meget betegnende på det sted, hvor Paulus efter traditionen endte sine dage.
For os er det dét sted i Rom, som igen denne gang kom til at stå som noget særligt: Basilica di San Paolo fuori le Mura, - Pauluskirken udenfor murene. Her er Paulus efter traditionen begravet. Stedet rummer en storhed og alligevel mildhed, et hvilested for sjælen. Denne kirke er så stor, harmonisk og smuk. Den hører til én af de fire store basilikaer, men er ikke så meget besøgt, fordi den ligger udenfor murene og derfor udenfor de steder, hvor turister kommer. Da vi besøgte kirken lørdag, var der dog mange mennesker i gang med at forberede søndagens messe, hvor paven skulle komme. Der var sikkerhedsvagter, tv-folk og lydmænd og storskærme. Alt var sat op til det helt store.Udenfor kirken står en mægtig statue forestillende Paulus i al sin magt og vælde.

 Spørgsmålet er, om ikke Ikonbilledet herunder ligner Paulus mere, som vi kender ham fra den bibelske fortælling. Billedet er på plakaten og pavemessen skulle afholdes, fordi det i år er Paulus-år, - 2000 år siden Paulus blev født i år 8. Men Paulus trådte ikke frem som ”den store”. Han var ydmyg overfor den tjeneste, der var ham betroet. Han gik med evangeliet, - alene fordi han havde mødt Jesus. Han skriver til Korintermenigheden, at da han kom til dem, kom han ikke med megen kraft og styrke, men han kom i frygt med megen bæven. Men han havde mødt Jesus som den opstandne, og dette budskab skulle ud.

 Efter turen til Pauluskirken tog vi afsked med Rom. Efteråret er kommet til Rom. Bladene falder af træerne og temperaturen var lørdag nat nede på 5 grader. Så det gik nordpå. Søndag kørte vi til Firenze og fik set byen, - bl.a. det berømte Uffizi-galleri med de mange malerier af de store malere. En stor oplevelse var også det.

Dette er så sidste planlagte blogindlæg fra os. Vi vil gerne takke alle jer, der har fulgt os på turen. Vi håber, at også I er blevet beriget, som vi så rigeligt er blevet det igennem de mange uger.
Vi er nu på et afslapningssted ved Verona, - lige ned til Gardasøen. Om et par dage går det hurtigt hjemad. Lige nu sidder vi ude i kortebukser og T-shirts og i aften skal vi grille. Sådan bliver det sikkert ikke i Danmark.
Alligevel glæder vi os til at komme hjem og samle sammen på alt det, vi har oplevet. Og allermest glæder vi os til søndag den 19. oktober, hvor Anna skal døbes i Sct. Paulskirken i Aarhus.

 Vi slutter som Paulus altid gjorde det i sine breve:
Nåde være med jer og fred fra Gud vor Fader og Herren Jesus Kristus.

På glædeligt gensyn derhjemme!

Alle cykelstier fører til Rom

Mange af jer, kære læsere, har sikkert stået på Peterspladsen i Rom, - men mon nogen af jer har stået der med cykelhjelm???

I Assisi var vi kun ca 150 km. fra Rom, og vi kunne ikke modstå fristelsen til igen at besøge ”Den evige stad” med alle dens kirker, pladser og væld af fontæner. Herunder ses Trevifontænen, hvor man efter sigende skal kaste en mønt, og så vil man gense Rom. Det gjorde vi nu ikke sidst. Alligevel er vi der, så!!!!

Når man første gang er i Rom, er der bare så meget, man for anstændighedens skyld skal om ad. Rom blev, som bekendt, ikke bygget på én dag, så der er virkelig mange ting. Også denne gang var der mange af de store attraktioner, vi bare måtte gense. Alligevel prøvede vi i år at lægge mere vægt på de mindre.
Nedenfor ses Santa Prudenziana. Det er én af Roms ældste kirker. Den ligger i en sidegade ikke langt fra den kæmpestore Santa Maria Maggiore. Den er lille, men fortæller i guldmosaikker om, hvordan det var her, Paulus efter traditionen samlede den første menighed i Rom omkring Prudens’ hus. Her begyndte det hele. I det små. Og en menighed blomstrede op og kirken blev stor og stærk. Men måske fortæller en kirke som Prudenziana mere end de store kirker om kristendommens egenart: Det handler ikke om storhed og pragt, - men om ham, der blev korsfæstet og opstod fra de døde og endnu lever med sin menighed på jord.

Ikke langt herfra ligger en kirke, man dårligt kan få øje på. Den hedder Santa Prassede, og mens alle turister flokkes i den kæmpestore Maria Maggiore, gik vi herind.

En herlighed åbenbaredes. I kirken, – som i øvrigt slet ikke er så lille, - findes en perle af et kapel: San Zenos kapel. Her findes de mest strålende byzantinske guldgrunds-mosaikker i Rom. Hele rummet funkler og lyser af mættet farvepragt, hvorfor det også kaldes Paradishaven.

Santa Prassede er fortællingen om, hvordan det, der i det ydre, ikke synes at være noget som helst, kan vise sig at rumme en himmelsk herlighed. Sådan er evangeliet jo. Det forekommer ikke at være noget særligt, - som at stå udenfor Santa Prassede dør og afskallede mure, - det er ingenting. Men når man går ind, ser man himlens herlighed!!! Det handler om at gå ind i kirken, ind i evangeliet, - først da ser man Guds riges herlighed.

Meget mere har vi set og oplevet i Rom. I aftes spiste vi ved nonnerne i Fraterna Domus, - et skønt sted at være med en helt speciel atmosfære. Bagefter gik vi gennem byen, - tog et billede af Peterskirken by night, inden vi tog bussen tilbage til campingpladsen, der er i øvrigt er en rigtig luksusplads, som vi her udenfor sæsonen kan bo særdeles billigt på.

Frans af Assisi

Vi er nu i Assisi. Assisi er, efter Vatikanstaten, det mest betydningsfulde religiøse center i Italien. Dette understreges af, at byen rummer ikke færre end 8 kirker foruden talrige kapeller og flere klostre.
Hele herligheden er opført til ære og minde om byens verdensberømte borger: Frans (eller Francesco som han hedder her).

Frans blev født i Assisi i 1182 i en rig købmandsfamilie. Som ung levede han som en prins og værdsatte smukt tøj og store fester. En langvarig sygdom fik ham dog til at fundere over livet og livets tomhed, og han begyndte at søge Gud. I kirken San Damiano talte et Krucifiks (se billedet herunder) til ham og sagde: ”Reparer min kirke, Frans, som du kan se, er den i ruiner”.
Frans opfattede dette både bogstaveligt og åndeligt. Bogstaveligt gik han i gang med at reparere San Damiano kirken og brugte hele sin arv derpå, hvilket vakte familiens vrede, - og åndeligt gik han i gang med at føre kirken tilbage til det oprindelige udgangspunkt. Han kunne ikke tage, at kirken og kirkens mænd skulle omgive sig med alskens pragt og herlighed, - mens de ganske glemte Jesus. I Assisi findes der talrige billeder af Frans, hvor han gengives som fattig for den fattige, men rig nok til at række alle mennesker håb og trøst, - også igennem evangeliet. Frans males ofte stigmatiseret (det betyder, at han bogstaveligt bærer Jesu sårmærker), mens han nærmest krammer et kors og en bibel og holder begge ganske tæt til sig. I Frans` dødskapel i Santa Maria degli Angeli kirken er det så tydeligt. Frans ville have kirken tilbage på sporet, hvor kors, bibel og næstekærlighed kommer til at fylde alt.

I 1818 fandt man Frans` grav, der havde været skjult siden middelalderen, af frygt for, at nogen skulle stjæle liget. Graven kan i dag ses i krypten under den mægtige San Francesco kirke. I kirken måtte der ikke tages billeder, men der er tale om en ”dobbeltdækker” kirke. I den nederste kirke, som man kommer ind i fra siden er det, at man i krypten finder graven. Fra den nedre kirke kan man bevæge sig op i en prgatfuld klostergård (se billede), hvorfra man igen kan gå op i den øvre kirke. Kirken blev voldsomt beskadiget under jordskælvet i 1997, men er nu næsten repareret.

Frans døde i 1226. Dødsstedet er markeret i kirken Santa Maria degli Angeli, hvor også findes den kirke, hvor franciskanerordenen blev stiftet. Over den lille kirke blev senere bygget den store katedral, så den lille kirke står inde i den store.

Inde i et kapel i San Francesco kirken fandt vi en ny bronzeskulptur, forestillende Jesus på korset. Jesus peger ned på den tilbedende. Skulpturen hedder: ”Continuita”, og den skal fortælle, at Jesus beder os fortsætte den ”reformation” Frans satte i gang. Aldrig bliver vi færdige med at holde os selv og kirken fast på sporet: Kors, bibel og næstekærlighed.

 Efterskrift: Vi har desvaerre ikke den sidste tid kunnet faa internetforbindelse. Men fakta er, at vi nu er i Rom, hvilket naeste blogindlaeg kommer til at handle om.