Det har været en oplevelse at stifte nærmere bekendtskab med Serbien. Vort indtryk er, at serberne egentlig er et ressourcestærkt folk, men at mange står famlende overfor, hvordan landets opbygning skal gribes an.
Eftersom der ikke vrimler med udenlandske turister, må det vel være lokalbefolkningen, der af en eller anden grund veksler til fremmed valuta. Floden Sava løber gennem byen, og de to flodbredder forbindes med en kæmpe gangbro. Er man i bil, må man køre til en anden by for at komme over.
Slovenien er helt tydelig mere vestlig, både hvad angår bygninger og befolkning. Slovenerne lægger sig tæt op af østrigerne.
Vi har altid nydt at bo ved de store europæiske floder og på den måde følge med i flodtrafikken. Det fik vi igen lejlighed til i Østrig, hvor vi boede i en lille by Marbach, tæt ved Donau.
Endnu engang besøgte vi den tidligere koncentrationslejr, Bergen Belsen. Når vi har brugt stedet som sovested, har vi ikke kunnet se det forholdsvis nye museum, der udmærker sig ved et stort antal ny opdukkede øjenvidneberetninger, fortalt af mennesker, der har opholdt sig i lejren.
Endnu engang prøver man at komme til klarhed over, hvad der lå bag al den ondskab, der udfoldede sig her. Der var jo tale om kloge og uddannede mennesker. Og hvorfor stoppede Gud ikke den mishandling af sit jødiske folk? Den græske filosof Epikur (341 – 270 f.Kr.)formulerede det på den måde:
”Enten vil Gud afskaffe det onde og kan ikke, eller han kan, men vil ikke, eller han hverken vil eller kan, eller han både vil og kan. Hvis han vil, men ikke kan, er han svag, og det kan man ikke regne med hos Gud. Hvis han kan, men ikke vil, er han ond - hvilket er ligeså fremmed for Gud. Hvis han hverken kan eller vil, er han både svag og ond og derfor ikke Gud. Hvis han både vil og kan, hvilket er det eneste, der sømmer sig for Gud, hvor kommer det onde da fra, og hvorfor afskaffer han det ikke.”
Vi er ikke kommet meget længere, men kan alligevel tilføje, som Paulus siger i Romerbrevet kapitel 8: ”Det gode, som jeg vil, det gør jeg ikke, men det onde, som jeg ikke vil, det gør jeg.” Det er en grundregel, vi er underkastet, og som først bliver sat ud af kraft på den nye jord, når Jesus kommer igen. Hvorfor Gud har udsat sin genkomst, tilkommer det vist ikke os at svare på.
I Århus mødte vi til sidst en 3-stjernet attraktion .