Via Egnatia

Nu har vi så igen boet blandt grækere nogle dage. Vi har fundet ud af, at de er lidt som vendelboere. De har ikke de store armbevægelser, men de er der, når man har brug for dem. Grækerne er stolte af, at deres land kaldes den europæiske kulturs vugge og frustrerede over, at vuggens skelet går mere og mere i forfald.

Men deres strande er uovertrufne og dem har vi nydt.

Den nyanlagte motorvej, vi fulgte mod vest, er opkaldt efter og følger i vid udstrækning den oprindelige Via Egnatia, der blev anlagt af romerne år 146-120 f.kr. Forinden har Xerxes (Ahasverus) trukket sig tilbage ad samme rute efter sit nederlag til grækerne i 479 f.kr. (Esters bog kap. 1). Ca. 100 år senere kom Alexander den Store forbi på sit berømte felttog mod øst. Endelig var det jo også vejen Paulus gik på turen (missionsrejsen) fra Neapolis over Filippi og Thessaloniki mod Berøa (Ap.G. kap 16 og 17).

Vi har igen set på udgravninger, - denne gang ved Mesimvria og Olynthos, - og mærket det fascinerende ved at holde et næsten 3000 år gammelt potteskår i hånden. Hvordan var hun mon, - hende der engang ejede den fine krukke?

Nu har vi forladt Grækenland og vendt næsen mod nord. For første gang har vi boet i Makedonien (eller FYROM (hvilket betyder: Den tidligere Joguslaviske republik Makedonien), som grækerne kalder landet. De mener nemlig at Makedonien er navnet på deres nordlige del og at de har patent på navnet.)

Makedonien (FYRUM) udgør med sine godt 2 mill. indbyggere en lille del af Balkans etniske kludetæppe. Ca. en fjerdedel er albanere, men der bor også serbere, bulgarer og tyrkere. Alle sejl bliver sat til for at gøre hovedstaden Skopje til en metropol.

De har (efter vores mening uberettigede) ejerfornemmelser over Alexander Den Store, symboliseret ved en kæmpe statue og ved navngivningen af lufthavnen i Skopje til Alexander den Store Airport. I øvrigt samme navn som lufthavnen i Thessaloniki.

På første parket var vi fra campingpladsen vidner til en makedonsk bryllupsfest under åben himmel. Det var rigtig spændende at opleve deres noget anderledes bryllupstraditioner. Festen blev åbnet med brudevals, der gik over i hektiske kædedanse, hvor man kunne hvile ud engang imellem med lidt mad, hvis man havde brug for det. Vi faldt dog i søvn, inden festen var forbi.

På forunderlig vis slap vi helskindede og med al materiel i behold ud af Makedonien. Deres veje er ikke noget at skrive hjem om. De er mere end elendige med endog meget dybe huller og pludselig forekomne kæmpebuler i den manglende asfalt. Vi bor nu på en lille luksuscampingplads i Stremska Mitrovica i Serbien, nordvest for Beograd. Pladsen kan anbefales, hvis nogen kommer forbi.

I går vinkede vi til Anna hjemme i Danmark. Anna havde fødselsdag og blev 4 år, samme dag som hendes far, Morten, fyldte 34.

 

Bagpackere i Istanbul

Som Alexander Den Store drog mod øst for at erobre nyt land, - således drog også vi mod øst, - dog ikke for at erobre, men for at se og opleve for os nyt land.

Nogen dage har vi nu boet i Alexandropolis på en kommunal campingplads lige ned til det Ægæiske hav.

Vi bor i gåafstand fra centrum, hvor der også er gode muligheder for shopping.

Herfra har vi oplevet en ferie i ferien, idet vi lod bil og campingvog stå og som bagpackere rejste til Istanbul eller Konstantinopel, som grækerne stadig kalder byen.

Vi var ikke i tvivl om, at vi kom til et andet land. Tyrkerne er på mange måder mere ordentlige og effektive. De er mere åbne og virker på den måde måske mere imødekommende end grækerne, - og alligevel føler vi os paradoksalt nok mere hjemme blandt grækere.

Tyrkiet er på een gang topmoderne og traditionel, orientalsk og vestlig, sekulært og religiøst.

Efter 6 timers bustur, - heraf de 2 ved grænsen med omhyggelig grænsekontrol af alt og alle, - ankom vi til Istanbul kl. 21, - og så stod vi der og vidste ikke, hvor vi skulle bo, eller hvordan vi skulle komme derhen. Men vi fandt et godt sted på et lille simpelt hotel - Nayala Palace Hotel, - navnet antyder dog ikke, at hotellet er et palads, men at det ligger lige i nærheden af Sultanernes Palads og alt det andet i den gamle bys midte. Udsigten fra værelset over Bosperusstrædet var formiddabel.

Morgenmaden (traditionel tyrkisk, betående af et hårdkogt æg, the, brød, oliven, fetaost, marmelade og frugt) blev serveret på fortovet lige udenfor.

Et potpourri af krydderidufte, røgelse, ragelse, mad, tøj, sko, smykker og briller, - det er den tyrkiske basar.

De muslimske kvinder (nu med solbriller) præger bybilledet, - når de da ellers er der. Her er vi på vej op til Sultanernes palads, - Topkapi-paladset. Det dannede rammen om Sultanens residens gennem knap 400 år. Paladset kan ikke overskues udefra i sin helhed, idet det er opført omkring en række gårde, som hver udgjorde en verden med sin egen funktion, - f.eks. haremmet med de ca. 400 rum, hvor Sultanens og prinsernes kvinder boede.

Den største oplevelse var dog Hagia Sofia kirkens imponerende storhed. Kirken blev bygget af kejser Justinian og stod færdig i år 537. Justinian skulle have udtalt: "Oh, Salomon, jeg har overgået dig!" Salomons tempel i Jerusalem var dog allerede dengang ikke mere, så de to bygninger kunne og kan ikke sammenlignes.

I godt 900 år fungerede den som Det Byzantinske Riges hovedkirke. Da Osmannerne indtog byen den 29. maj 1453, blev kirken med det samme konverteret til moske. Bygningen var herefter een af osmanernes hovedmoskeer i næsten 500 år, - indtil den i 1934 blev konverteret til museum.

Lige overfor Hagia Sofia ligger den blå moske, - Istanbuls imponerende vartegn, opført i 1609-16.

Navnet kommer af, at moskeen indvendig er beklædt med blå fliser, -20.000 af slagsen. Moskeen er stadig populær som bedehus og derfor lukket for turister i perioder på dagen, hvor der fra minareterne kaldes til muslimsk bøn. Udenfor bedetiderne kan moskeen besøges, - men vi måtte som ved alle andre muslimske helligsteder smide skoene og være tækkeligt klædt.

På forhånd havde vi regnet med to overnatninger i Istanbul, - men desværre var der ikke plads i bussen, som vi ville tage tilbage mandag morgen, - så vi måtte tilbringe 12 timers ventetid på en kæmpe-busstation i udkanten af byen med de 10 mill. indbyggere.

Ventetiden blev tilbragt med at kikke på folk og kager i et nærliggende supermarked. På pladsen foran busstationen kunne vi studere de almindelige tyrkeres hverdag og kultur og famliemønster, som unægtelig er noget anderledes end vores.

Klokken 22 kom vi med næste bus, - og efter endnu en langvarigt grænsekontrol, ankom vi til vort lille hjem (campingvogn) kl. 05.00 i nat.

I dag holder vi "blå" tirsdag med hvile og blog og grill!!!!!

Grækenland 2012

Alle gode gange tre.

Man siger jo, at anden gang man foretager en handling, er det en gentagelse, men tredje gang bliver det en tradition. Det tror vi nu ikke vore ture til Grækenland er blevet. Men den 5. august begav vi os altså af sted for tredje gang.

Overalt i verden er der mindesmærker over menneskers grusomhed, således også ved vores efterhånden sædvanlige første overnatningssted på vore ture til Sydeuropa, nemlig koncentrationslejren Bergen- Belsen.

På turen gennem Østeuropa kunne vi lægge mærke til den udvikling, der er sket, siden vi første gang var der i 1991. Slovakiet er absolut det land, der er længst fremme, selvom man stadig kan opleve at køre i sporvogn.

Endnu engang blev vi glade for vores lille campingvogn, da vi på et tidspunkt skulle passere Elben, nær dennes udløb, ad en træbro på 2,00 m. bredde, som bil og campingvogn kun lige kunne klemme sig igennem.

For første gang så vi lidt mere af Serbien.

Vi var så heldige, at vores søn Peder havde etableret forbindelse til en af sine venner i Serbien. Han viste os rundt og fortalte stolt om sin by, Subotika.  Zoltan arbejder som journalist ved en radiokanal og kunne sætte os grundig ind i sit syn på landets status.

I dag slipper man jo frit og uhindret over grænser, men skal selvfølgelig stadig have stemplet pas, når man kører ind og ud af Schengen. Vi har selvfølgelig været lidt spændte på, hvor meget krisen i Grækenland har sat sit præg. Umiddelbar er der vel ikke så meget at se, men vi mødte bl.a. modløsheden hos guiden på et helt nyt museum i Pela.

 Pela er stedet, hvorfra Filip 2. af Makedonien i sin regeringstid (359 – 336 f.Kr.) formåede at vende sit lands historie. Grækenland mangler en sådan leder. Alle udgravningsarbejder er sat i stå.

Endnu engang besøgte vi et af vore favoritsteder, Vergina. Et eminent museum bygget over bl.a. Filip 2´s grav. Vi så endnu engang de kostbare gravskatte, der er fundet i de makedonske kongegrave.

I Vergina er vi efterhånden blevet ven med byens altmuligmand. Første år hjalp han os med cykelstativet, andet år med en vandhane og i år kunne han levere en petroleumslampe. Også Grækenlands smukke natur betager os. Man har ikke været i Grækenland, hvis man ikke har mødt fastlandets vekslende landskaber.

I søndags deltog vi atter i en ortodoks gudstjeneste (gudstjenesteformen er beskrevet under vores tur i 2008). Vi fik en lille sludder med præsten dvs. præsten kunne ikke engelsk, men kirketjeneren virkede som tolk. I Grækenland har man ikke kirkekaffe, men vi blev sendt af sted med et stykke velsignet, men tørt franskbrød.

I mandags fulgte vi så i Paulus´ fodspor fra Berøa (omtalt i Apostlenes Gerninger kapitel 17). Paulus dog til søs og vi i bil. Det er helt tydeligt, at havet på et tidspunkt har gået helt ind til Berøa. Vi slog lejr i nærheden af Dion under Olympos-bjerget, hvorfra Zeus ifølge traditionen havde sit herredømme over den græske gudeverden.

Herfra fulgte vi delvis med Paulus ad Via Ignatia, bare i modsatte kørebane. Vi gjorde holdt ved den imponerende Løvefigur, rejst over en af Alexander den Stores mænd. Den ligger i umiddelbar nærhed af Amfipolis (ligeledes omtalt i Apostlenes Gerninger kapitel 17)

Lige nu bor vi i Kavala, på Paulus tid Neapolis, en smuk by, der er anlagt op af en bjergside. Byen var den første Paulus kom til i Europa.

Herfra har vi i dag været på en dejlig tur til Filippi. Vi besøgte Lydias dåbssted. I bibelen står der i Apostlenes Gerninger kap. 16:

På sabbatten gik vi ud gennem byporten og langs med en flod, hvor vi mente, der var et bedehus. Dér satte vi os og talte med de kvinder, der var forsamlet. v14 Og en gudfrygtig kvinde ved navn Lydia, en purpurhandler fra byen Thyatira, lyttede til alle Paulus' ord, og Herren åbnede hendes hjerte, så hun tog dem til sig. v15 Da hun og hendes husstand var blevet døbt, indbød hun os: »Hvis I anser mig for at være tro mod Herren, så kom ind i mit hus og bliv dér.« Hun nødte os til det.

På den måde blev den første kristne menighed i Europa grundlagt.

Filippi rummer enorme udgravninger fra såvel makedonsk som romersk tid og efter alle indtryk i 33 graders varme, gør det det godt med en gang græsk salat og et glas koldt vand på en skyggefuld grøn græsplæne.