Sidste tirsdag flyttede vi fra Meteora til Halkidiki til en vidunderlig campingplads ved det Ægæiske hav. På vejen kørte vi forbi Berøa, hvorfra Paulus sejlede til Athen. Byen ligger nu langt inde i landet, men på Paulus tid gik havet sikkert helt herind, hvorfor de kristne herfra kunne sende Paulus ned til havet (Apostlenes gerninger 17,14)
I torsdags besøgte vi Thessaloniki, - så det arkæologiske museum med bl,a, de pragtfulde guldsmykker fra de makedonske kongers tid.
Denne gang fik vi også mulighed for at se Agios Sofia kirken. En smuk - men efter vores opfattelse utrolig mørk og dyster kirke. Fredag ville vi igen finde ind på sporet af Paulus, - kørte til Apollonia (Ap.ger. 17,1), og efter stort besvær og fodboldsnak med en ung mand på traktor.... blev vi vist hen til det ret ukendte sted, hvor der er en mindetavle og en kirkeruin.
Selv om vi er på ferie, kan jeg alligevel blive ringet op på mobilen med en forespørgsel om dåb, konfirmation eller andet. Det er nu helt OK at ordne noget sådant, selv om jeg står i Apollonia.
Ferien er nu ved at være slut. Lange køredage ventede igennem Makedonien og Serbien. I Grækenland blev vi irettesat og belært om, at Makedonien er navnet på den nordlige del af Grækenland, og ikke den del af det tidligere Jugoslavien, der med urette bærer samme navn!!! Denne republik hedder ikke Makedonien, men Fyrum.
På vej igennem landet gjorde vi holdt ved en spændende arkæologisk udgravning - Stobi, hvor vi fik en grundig gennemgang af en klog og smuk!!! ung arkæolog, der tidligere havde forestået udgravningen, men som nu - grundet finanskrisen - fungerede som guide.