Undervejs til Athen passerede vi Maraton-sletten, - altså i bil, selv om vi måske burde have løbet turen: En ægte maraton på 42 km. Det gjorde maratonløberen i 490 f.kr. for at give meddelelse om grækernes sejr over perserkongen Dareios. Løberen faldt død om ved ankomsten til Athen, - så derfor tog vi turen i bil!
Vi ankom til Athen midt eftermiddag i en forfærdelig trafik.
Tæt trafik, - biler, der dytter, - små torve, - udendørs caféer. Men midt i det hele står Parthenontemplet på sin klippe og gemmer på minderne om de civilisationer, det har set komme og gå.En stor oplevelse var det at vandre omkring på Akropolis. Et imponerende skue med smukke, mægtige og harmoniske bygninger, så man 2500 år efter må forundres.
I år 400 før Kristus har man kunnet møde Sokrates, som sikkert har virket lidt fjern og optaget af at udvikle sine filosofiske tanker. Omkring 450 år senere har man kunnet møde apostlen Paulus stående på en stor sten for at forsøge at få de travle forbipasserende i tale.
Lidt vest for Akropolis ned mod den romerske Agora (hvilket betyder torveplads) fandt vi Areopagosklippen. Det var her, Paulus holdt sin berømte tale, - se Apostlenes Gerninger 17, 22-34 – side 1007. Nu står talen på en bronzetavle nedenfor klippen. Ved et lille fototrick kan det ses, at jeg nu holder den samme tale.
Herfra Areopagos fortalte Paulus Athenerne om, at han midt i virvaret af templer havde mødt et alter med indskriften: For en ukendt Gud!Og så fortalte Paulus derudfra om den kendte Gud, - nemlig den eneste sande Gud, som har givet sig til kende gennem Jesus. Og Gud har ladet det hele fremstå troværdigt ved at lade ham opstå fra de døde.