Esther og Helge Morre Pedersen

Ude godt - hjemme bedst.

2010-07-08T00:09:00.000-07:00

Det positive ved regnen var selvfølgelig, at alt i naturen stod grønt og frodigt. Vi søgte op i højderne og kom til at bo i nærheden af et fuglereservat, hvor der også var et væld af vilde blomster, f.eks. brudeslør.

I den nærliggende landsbykirke var det lidt spændende en mandag formiddag at møde en katolsk præst, der underholdt nogen børn med forskellige spil i kirkens våbenhus. Hvorfor de ikke var i skole, kunne vi ikke rigtig få nogen forklaring på.

I Ungarn spiser man godt og billigt. Der serveres store portioner, så vi måtte levne. Vi spiste i samme lokale som et større selskab. Vores fantasi afgjorde, at der var tale om fejring af en 40-års fødselsdag. De hyggede sig i hvert fald.

Campingpladsen er hollandsk ejet, hvilket resulterede i, at vi var omgivet af hollændere på alle sider. Holland er en meget camperende nation. I vores næsten 30-årige campingkarriere har vi mødt rigtig mange hollændere rundt om i hele Europa. Der er som regel tale om midaldrende ægtepar. De første år i mindre campingvogne, men nu også i autocampere.

Vi kørte ind i Østrig. I forhold til det, vi havde været vant til de sidste uger, føltes vejene her som gulvtæpper. Her lykkedes det endelig at komme til at bo helt ned til Donau. Det er altid spændende at bo ned til en af Europas store floder og følge flodtrafikken på tæt hold. Den ene store flodpram efter den anden glider forbi, afvekslende med fine krydstogtskibe.

Ude af Østrig lå et stykke tysk motorvej foran. Det blev bidt over i to, idet vi overnattede ved Hann-Münden, en lille by med en velbevaret smuk bykærne.

Sidste campingplads var Århus- nord, hvor vi bl.a. fik besøg af to små piger.

Anna, der snart skal være storesøster, kan mange ting. Hun er bl.a. god til at opvarte Johanne, der nyder at blive underholdt. De to kusiner er så småt begyndt at hygge sig med hinanden.

En dejlig, god og lang ferie er til ende.

Tilbage i Paulus fodspor

2010-06-22T05:17:00.000-07:00

Efter mange dage uden internetforbindelse er det nu igen muligt at opdatere bloggen med den sidste uges begivenheder.
Sidste tirsdag flyttede vi fra Meteora til Halkidiki til en vidunderlig campingplads ved det Ægæiske hav. På vejen kørte vi forbi Berøa, hvorfra Paulus sejlede til Athen. Byen ligger nu langt inde i landet, men på Paulus tid gik havet sikkert helt herind, hvorfor de kristne herfra kunne sende Paulus ned til havet (Apostlenes gerninger 17,14)

I torsdags besøgte vi Thessaloniki, - så det arkæologiske museum med bl,a, de pragtfulde guldsmykker fra de makedonske kongers tid.

Denne gang fik vi også mulighed for at se Agios Sofia kirken. En smuk - men efter vores opfattelse utrolig mørk og dyster kirke. Fredag ville vi igen finde ind på sporet af Paulus, - kørte til Apollonia (Ap.ger. 17,1), og efter stort besvær og fodboldsnak med en ung mand på traktor.... blev vi vist hen til det ret ukendte sted, hvor der er en mindetavle og en kirkeruin. Selv om vi er på ferie, kan jeg alligevel blive ringet op på mobilen med en forespørgsel om dåb, konfirmation eller andet. Det er nu helt OK at ordne noget sådant, selv om jeg står i Apollonia. Ferien er nu ved at være slut. Lange køredage ventede igennem Makedonien og Serbien. I Grækenland blev vi irettesat og belært om, at Makedonien er navnet på den nordlige del af Grækenland, og ikke den del af det tidligere Jugoslavien, der med urette bærer samme navn!!! Denne republik hedder ikke Makedonien, men Fyrum.

På vej igennem landet gjorde vi holdt ved en spændende arkæologisk udgravning - Stobi, hvor vi fik en grundig gennemgang af en klog og smuk!!! ung arkæolog, der tidligere havde forestået udgravningen, men som nu - grundet finanskrisen - fungerede som guide.

I det nordlige Serbien forlod vi mortorvejen og kørte mod vest for at finde en mindre grænseovergang og derved spare ca. 100 km. kørsel. Serbien har haft en storhedstid, men bærer nu præg af forfald.

Ved den ungarske grænse kom vi igen ind i Schengen. Grænsekontrollen tager tid, men er ellers uden problemer.

Vi havde planlagt at bo ved Donau, men myg og vandmasser tvang os længere mod vest og højere op i landskabet. Vi kom til en campingplads sydvest for Budapest.

Det regner til tider voldsomt, - der er kæmpeområder med marker, der bare står under vand. Vintræer står brune og døde ude i vandmasserne. En katastrofe for mange.

Og nu mærker vi kulden. Vi kom fra Grækenlands til tider voldsomme varme. Enkelte nætter var temperaturen ikke under 30 gr., og vi ønskede os kulde. Det har vi nu fået. I morges stod termotret på 13 gr.

Vi er nu kørt op i nærheden af den østrigske grænse. Temperaturen er i løbet af dagen steget til 18 gr., men det blæser meget voldsomt. I morgen forventer vi at køre mod nordvest.

Kærligg hilsen til jer alle

Esther og Helge

Over sofistikeret hængebro til svævende klostre

2010-06-14T05:59:00.000-07:00

Fra Akrata kørte vi over Patras - over den - efter grækernes mening - mest sofistikerede hængebro i verden, - den går fra Patras på Peloponnes til det græske fastland.
Herefter fulgte vi først nordsiden af den korinthiske bugt. Utroligt smukt var turen langs kysten med små byer med hvide huse og blå vinduer og døre, - badestrandene ligger altid inderst i en lille vig. Snart gik det dog opad midt igennem det græske bjergland.

Efter frokost gik det bare opad og opad med hårnålesving efter hårnålesving, - opad og opad. Underligt at kravle opad i 1. og 2. gear med op til 39 graders varme og samtidig at kunne se sneen på bjergtoppene lige ved siden af. Jeg har ikke noget imod bjergkørsel, - men bjergkørsel af den kaliber i den voldsomme varme stiller store krav til bilens køler, trækkraft og dæk (særligt på campingvognen, hvor dækkene kan blive meget varm). To gange måtte vi over bjerge i 2.500 m. højde, - op og ned og op og ned.

Nu bor vi i Meteora med udsigt til de svævende klostre. Et underligt fænomen både geologisk og kristeligt.

Klostrene ligger på toppen af underlige utilgængelige klippeformationer formet for 1000-er af år siden, da her var havbund og det svagere materiale blev slidt ned.

Munke byggede her klostre i 1300-tallet, - utilgængelige for de tyrkiske besættere (osmannere). Kirkerne i klostrene er særlig interessante. I det første rum er der bileder af den kristnes situation som martyr. Halshugning, slavearbejde, levende kogning, hængende med hovedet nedad, og korsfæstelse, - det er den kristne martyrs situation. Så går man ind gennem "porten" til selve kirkerummet, og der åbnes en dør for det menneske, der her i livet fik lidelse, men som hang ved Jesus og var tro på trods af alt. Jesus tager imod og englene bærer martyren ind i den himmelske herlighed, - symboliseret ved kirkerummet med de mange ikoner og biller fra himlens verden.

I morgen tidlig kører vi til den sidste campingplads, vi skal besøge i Grækenland i denne omgang. Et sted i en lille by Moudania lidt syd for Thessaloniki. Lige nu er det meget varmt for en vendelbo, - i går nåede temperatuen som sagt op på 39 grader og de kommende dage melder lidt varmere. Derfor vil vi være nogle få dage ved kysten, - bade og nyde køligheden i vandet, - og vi forventer et besøg i Thessaloniki inden vi for alvor rykker mod nord igen.

Kærlig hilsen til jer alle

Esther og Helge

Fra historisk kultur til nutidig natur

2010-06-12T04:55:00.000-07:00

Efter en rørende afsked og et på gensyn med campingindehaverne ( vi mødte dem jo ogsåå for to år siden )i Olympia kørte vi mod nord for at komme til det nordligste Peloponnes og til sydkysten af den korinthiske bugt.
Målet var her at komme med en tandhjulsjernbane op til bjergbyen Kalavrita. Jernbanen blev bygget i 1890erne af franske ingeniører og græske og italienske arbejdere. Det går visse steder meget stejlt opad, så der er tandhjulsspor, - som toget bruger til at trække opad og bremse nedad, - mellem skinnerne.

Imponerende flot var køreturen. Ufatteligt svært har det været at bygge jernbanen ind i den smalle kløft, - her hvor solen ikke når ned. Ind og ud af små tuneller og under hængende klipper med afgrunden lige ved siden af det smalle spor.

Det tog 5 år at bygge de 20 km. jernbane med broer og tuneller.

I Kalvrita gik vi bl.a. på markedet og købte kirsebær og abrikoser.

...som vi siden nød på byens torv. Nogen skal lære ikke at tage munden for fuld.....

Efter vores lille frugtpause tog vi ind på byens "Holocoustmuseum". Historien er uhyggelig og findes tilsvarende fra Tjekkiet og fra Oradour i Frankrig.

Der var en del partisaner (frihedskæmpere) her på det nordlige Peloponnes under krigen. Grækenland var besat af italienerne, som udgjorde en tålelig besættelsesmagt. Men i 1943 efter invationen i Italien opgav italienerne besættelsen og overdrog opgaven til tyskerne, som tog anderledes fat om problemet med partisaner.

Den 13. december 1943 ankom en gruppe tyske soldater til Kalavrita. Bystyret tog straks kontakt til kommandanten og fortalte, at byen kun var fredelig og kun ønskede at leve i fred med hinanden, - borgere og besættelsesmagt. Kommandanten bedyrede, at der ikke ville ske civilbefolkningen noget. Dagen efter blev beboerne i byen kaldt ud på torvet ved skolen og kvinder og børn og ældre gennet ind i den ene afdeling af skolen. Alle mænd og drenge over 13 år kom ind i en anden bygning på skolen. Og siden så ingen af dem hinanden i live.

Mændene blev hentet ud i en stor grube, hvorfra de måtte se på, at hvert eneste hus i byen blev brændt ned. Herefter begyndte en regulær massakra. Med maskingeværer skød de alle mænd og drenge og bagefter gik officerer rundt og dræbte de endnu levende med nakkeskud.

Dagen efter forsvandt tyskerne og kvinderne kom ud af den delvis nedbrændte skole og måtte nu lede efter deres mænd og drenge og sørge for begravelserne af de 100vis af ofre. Frygteligt har det være. Udenfor museet står en skulptur fortællende om kvinder og børn, der fandt deres far og måtte slæbe ham på et klæde til kirkegården sammen med alle de andre. Inde i museet var til sidst en stor væg over to etager med billeder af mændene og drengene, - der kom virkelige billeder på den ufattelige lidelse. Hvordan kan mennesker gøre noget så grusomt?

Nogen har spurgt, hvordan vi får råd til de lange ferier, vi har afholdt så mange af. Svaret findes bl.a. på billederne herunder. I stedet for at købe drikkevarer og spise på restaurant har vi oftest selv lidt mad og drikkevarer med på dagsture. Så køber vi noget friskt brød, lidt oliven, tomater og ost, og spiser "madpakken" på byens torv, eller hvor vi finder et smukt sted. Dåsesodavand har vi med fra Otto Duborg og dåsemakrel fra Sæby.

Om aftenen har vi gang i grillen. Vi synes, det er mest hyggeligt, - og så hjælpes vi ad med at lave græsk salat og anrette et lækkert måltid, inden vi samles om cobb-grillen.

De sidste dage har der været rigtig varmt. Vi har ventet til omkring kl. 21 med at tænde op. Så spiser vi mørket og venter på, at temperaturen skal komme under de 30 grader, så vi kan komme i seng (efter den fælles opvask!!!) I aften skal der en frisk, græsk kylling i grillen.

I morgen vil vi flytte 300 km. mod nord. Vi forventer i morgen aften at nå til Meteoraklostrene.

Kærlig hilsen til jer alle

Esther og Helge

Fra Messinas frugtplantager til Olympiske rekorder

2010-06-10T03:42:00.000-07:00

På studieturen i 2008 så vi det meste af Grækenland, - undtagen den sydligste del af Peloponnes. Nu har vi set det hele, og er kommet til den erkendelse, at vi mest er til den nordlige del, - og særlig til den makedonske del af Grækenland.

Den sydlige del af Peloponnes er meget opbygget omkring turisme og strand, og efter vores mening er der gået for meget "Løkken" i det.

Euripides, en græsk digter fra det 4.årh. f. Kr., lovpriser ellers området for dets frugtbarhed og skønhed. Er der mon tale om tale om klimaændringer pga. menneskeskabt CO2 ?( det var vist et indlæg i klimadebatten).

Så nu kører vi stille og roligt nordpå, hvilket hernede ikke betyder til køligere egne, - tværtimod. Vejrudsigten siger mellem 32 og 36 grader de næste dage, men vi er ved at have vænnet os til temperaturen, - og bilens klimaanlæg hjælper lidt, når det er for meget!

På vej nordpå fik vi en rigtig god oplevelse ved at gøre holdt ved Nestors palads.

Først så vi her endnu en gravplads fra mykensk tid, - en imponerende grav til een eller anden mægtig person, - der er lidt bikubeagtig over det, - voldsomt imponerende, - vi er jo over 3000 år tilbage i tiden.

Mellem 1250 og 1200 f.Kr. fandt den Trojanske krig efter traditionen sted. Det er den historie Homer har digtet på i 800-tallet f. Kr. i Iliaden og Odysseen. Den historiske virkelighed rummer personer som Agamemnon og Nestor.

Under et bliktag ligger nu resterne af paladsområdet, der repræsenterer noget af det ypperste byggeri fra begyndelsen af 1200-tallet f. Kr. Det var kong Nestor, der herskede over hele Vestpelopnnes og deltog i den trojanske krig. I følge Homer var han den ældste og klogeste og kom derfor uskadt hjem i modsætning til andre af heltene.

Udgravningerne her ved Chora er vældig interessante. Man fandt først stedet i 1930-erne og fandt mange eksempler på den såkalte linear B-skrift, - et skriftsprog der ligger længe før de bogstaver vi nu kender. Skrifttypen ligner lidt tegninger, men først i 1950-erne fik man endelig tydet bogstavernes indhold.

Paladsresterne er meget autentiske, så man kan forstille sig tiden der for over 3000 år siden. Se bare badekaret herunder. Man kan finde tronsalen og se oliedepotet og vindepotet. En stor oplevelse og ingen turister, - de interesserer sig mere for stranden end for kong Nestor!!!

Vi ville have fundet en campingplads ved kysten, men de campingpladser vi mødte var ret kedelige med meterhøje siv og langt, langt til havet på de mest forladte steder uden andre end få tyske turister, der var kommet ind med færgen fra Venedig. Så vi besluttede at køre til Olympia for bl.a. at se de musseer, vi ikke fik set sidste gang.

Olympia er stedet for de første olympiske lege, som fandt sted år 776 f. Kr, - og derefter uafbrudt hvert 4. år, indtil en romersk kejser forbød legene i 393 e. Kr. Stedet blev ødelagt ved et jordskælv i år 551 e. Kr. Først i nyere tid (i 1896) genoptog man legene.

I Olympia ligger det gamle atletik stadium, hvis indgang ses herunder. På området ligger der desuden resterne af et meget stort Zeus-tempel, - et Hera-tempel og mange faciliteter til træningslejre.

Ved jordskælvet i år 551 e. Kr. væltede de kæmpemæssige søjler, der nu ligger væltet som dominobrikker over området.

Ved det antikke Olympia ligger et arkæologisk museum, som er et besøg eller to værd. Læg lige mærke til torsoen her og sammenlign denne med overkroppen på ham, der står ved siden af, - kan man ikke ane visse ligheder i det muskuløse???

Museet går fra forhistorisk tid til romertiden, - og jeg kom til at tænke på den slående forskel på skulpturerne. Fra klassisk græsk tid stammer tænkeren herunder (fra gavlreliefet fra Zeus-templet). Bemærk hans tænksomme sårbarhed. Han er indadvendt, - han lever funderende over livet og dets mangfoldighed.

Og se så romeren (det er kejser Hadrian). Han er krigeren, der er klædt på parat til kamp. Han fremstår som det modsatte af forsvarsløs. Han tænker strategisk, - han handler, - han er krigeren.

Nu vil vi tænke over dagens oplevelser og lægge strategi for imorgen.

Kærlig hilsen til jer alle

Esther og Helge

Spartansk levevis

2010-06-08T11:09:00.000-07:00

Over et glas Ouso tog vi hjertelig afsked med campingmor på New Triton og morgenen efter kørte vi igennem bjerge mod syd.
Første mål var Sparta. I 400 tallet f.Kr. stod Sparta som den førende græske bystat. Styret var totalitært (lidt a la Sovjetunionen), - ordet spartansk stammer herfra, fordi det spartanske samfund var præget af strenghed og nøjsomhed.

Her er kun få kulturelle ting at se, - alt i Sparta gik op i at opdrage drenge til krigere, - og kunst og digtning var der ikke plads til.

Herefter rykkede vi i tid op til byzantinsk periode. I Mistras ligger et område, der er som en forladt kulisse fra byzantinsk tid. Her er optaget film om korsriddere og tempelriddere fra middelalderen. For os var det nu ikke noget særligt. Albæk kirke er jo ældre, og har også gennemlevet en lang historie.
Campingpladsen i Mistras med gamle oliventræer.

I Mistras er et enkelt kloster endnu beboet af 7 nonner. Vi hilste på een af dem, men hun ville ikke fotograferes, - men smukt og roligt boede de.

Efter et kig ind i de byzantiske kirker på stedet tog vi tilbage for at hvile ud inden morgendagens strabadser.

Vejen mellem Sparta og Kalamata går gennem Taygetos bjergene. Nogen steder hænger klipperne tungt ned mod vejen, andre steder løber vejen langs bjergsiden med udsigt over dybe dale.

Det tog over to timer at køre de 50 km., og Volvoen med campingvogn nåede ikke at komme i 3. gear pga. de mange hårnålesving og stejle stigninger og fald.

Dagens mål var Korini, - der er beliggende på det allersydligste af Peloponnes. Så nu kommer vi ikke sydligere. Volvoens kilometertæller har fået lagt 3.900 km. til, siden vi kørte hjemmefra.

Her hørte det spartanske op og i den smukke, smukke by spiste vi i aften græske specialiteter på havnefronten.

Kærlig hilsen til jer alle

Esther og Helge

En søndag på Peloponnes

2010-06-06T07:09:00.000-07:00

I dag er det søndag, og vi begyndte dagen med morgenmad på stranden her ved campingpladsen. Samtidig holdt vi søndag på den måde, at vi hørte en bibeltime på GPSen. Hjemmefra har jeg lagt en masse prædikener og bibeltimer over på GPSen, så vi har noget at høre på de lange køredage, - og altså også så vi kan holde søndag på god kristelig vis!

Herefter kørte vi til Epidaurus. Her er stedet, hvor lægeguden Asklepios (med slangen som symbol) havde sit hovedsæde. Stedet blev brugt i næsten 1000 år fra år 500 f.Kr. til år 500 e. Kr. Det er således et af de senest brugte helligsteder, - for mennesker vil som bekendt gøre alt for at sikre helbredet.
Et besøg forløb som følger: Først ankomst og rituel renselse, dernæst ofring til lægeguden (helligstedet), dernæst skulle man overnatte i måske flere dage i Abaton (et slags patienthotel), hvorefter man opholdt sig en nat i et rundt tempel for Asklepios. Her fik man i drømme fortalt, hvad man kunne gøre ved sin sygdom, - eller man blev bare helbredt. I så fald gav man igen en gave til stedet. Helligstedet udviklede sig senere til et helsecenter, hvor datidens læger opererede og medicinerede, - og blev godt belønnet herfor.

Derudover var behandlingen af psyloterapeutisk art, hvilket indbefattede musik og skuespil. Aristoteles har sagt, at et af formålene med at gå i teater, er at få renset sine følelser.

Hertil var opført det teater, som Epidaurus i dag nok mest er kendt for. Her er plads til 12.000 tilskuere, - og det mest unikke er den fantastiske akustik, som vi endnu engang oplevde. Det er bare utroligt. Når man sidder på bagerste række - 100 m. fra det cirkelformede orchestra (scenen), kan man lige så tydeligt høre, hvad der bliver sagt eller hvisket fra en cirkelforformet plade i midten. Vi fatter ikke hvordan, - men vi kan bevidne, at det virker.

Efter besøget i Epidarus kørte vi lidt rundt i det pragtfulde peloponnesiske bjerglandskab. Hos en bager købte vi brød, - bagerbutikken ligner dog ikke en dansk af slagsen, - ovnen er i butikken og udvalget er ganske anderledes, - men bagerjomfruen er sød!

Efter af have spist frokost ved et nonnekloster i bjergene faldt vi ved kaffetid ind på en lille Taverne, hvor vi fik køligt vand og en god kop græst kaffe.

Hjemkommet til campingpladsen gik vi op i byen for at købe ind til den græske salat og af den hjemmeavlede vin til aftenens grill. På vejen stødte vi på denne Sabrakaktus, som vi kender fra Israel. Israelerne sammenligner sig selv med denne kaktus, som findes overalt i Israel. Den virker nemlig hård og stikkende udenpå, - men indeni er den sød og blød!

Jeg kender ikke grækernes forhold til denne kaktus, - de er i al fald også søde og bløde indeni!!!

Kærlig hilsen til jer alle

Esther og Helge

Athen koger - vi køler af ved havet!

2010-06-04T08:08:00.000-07:00

Så har vi været et smut i Athen. På vej hertil slap vi uhindret forbi Thermopylæ. Det var jo ved dette pas, spartanerhærføreren Leonidas med ganske få mænd i år 480 f.kr. prøvede at standse de fremrykkende persere, der var anført af Xerxes. Grækerne klarede sig godt, men blev til sidst faldet i ryggen af perserne. Først efter slaget ved Salamis blev perserne slået og Xerxes rejste frustreret hjem, - blev uenig med konen, - og giftede sig med den jødiske pige Esther (beskrevet i det gamle testamente i Esthers bog).

I Athen boede vi lige som sidst på en typisk bycampingplads, hvor larmen er lige så høj som priserne.
Vi lod os endnu engang betage af Athens skønhed, selv om der ikke er orden overalt. Nogen steder har man glemt alt om byplanlægning og inde midt i byen tilladt et område med salg af ophuggede biler, - systematisk parteret, så een handler med forpartier og ham ved siden af med bagdele. Volvoen gik dog fri!

I næsten ethvert kvarter står der en lille græsk kuppelkirke og minder om, at der midt i storbyens larm, reklamer og højhuse er plads til den stilhed, som livet kræver.

Højdepunktet i Athen var også denne gang naturligvis at stå på Akropolis, - omgivet af alle mulige nationaliteter, - og lade sig imponere af tidligere tiders arkitektur og håndværksmæssige kunnen. Derimod skuffede det nye Akropolismuseum til over 100 mill. € (en lille milliard). Museet skulle have været færdigt til Olympiaden i 2004, men som alt andet her, tager tingene den tid, ting tager, og museet blev først indviet sidste sommer.

Som noget nyt så vi år det Olympiske Stadion. Idrætskampe har fundet sted på dette område siden ca. år 400 f.kr., og det var her Joakim B. Olsen fik sin bronzemedalje under sidste OL.

Opholdet i Athen blev afkortet med een dag p.g.a. uroligheder omkring finanskrisen. Alle banker var omgivet af hundredevis af maskinpistolbevæbnede betjente, - og al kollektiv trafik ville blive indstillet, så vi besluttede at fortrække mod syd.

På vejen besøgte vi igen Korinth. Stedet er meget besøgt af rejseselskaber med kirkeligt tilhørsforhold. Man ønsker at være på det sted, hvor Paulus opholdt sig i 1½ år, og hvorfra han skrev flere af sine breve.

Så rykkede vi i tid tilbage til 2. årtusinde før Kristus, - nemlig til Mykenekulturen. Vi forbinder den meget med Løveporten, - den ældste monumentskulptur i Europa. Ved Atreus's skatkammer talte vi med et israelsk ægtepar, som jo er lidt anderledes stillet end os. Vi står i historiens vingesus omgivet af bygninger, der er 3.500 år gamle, og for os er det meget gammelt, - men en israeler har jo Jerusalem og Jeriko f.eks., der er endnu ældre.

Nu er vi nået til det, som vist må kaldes vores favorit campingplads i Grækenland: New Triton ved Nafplio.

Selv om man, med den græske filosof, Heraklits, ord ikke "kan bade i den samme flod to gange", er vandet absolut lige så pragtfuldt som sidste gang.

Kærlig hilsen til jer alle

Esther og Helge

Græsk varme!

2010-05-30T08:34:00.000-07:00

Som det allerførste og allerstørste oplevede vi Johannes dåb i Århus pinsedag. En dejlig og uforglemmelig oplevelse, som gør indtryk!

Vi er nu nået til Grækenland i god behold. Turen forløb uden problemer kilometer efter kilometer (der er løbet 3000 af slagsen på tælleren, siden vi kørte hjemmefra)
På udturen snusede vi lidt til Prags atmosfære. Det var stadigvæk koldt, men vi vidste jo, at vi havde bedre i vente. Vintertøjet vidte vi, vi snart skulle lægge i magasiner

. I Ungarn holdt vi ved en lille by, Pannonhalma, hvor der ligger et meget stort kloster, der er een af den katolske kirkes højborge her.

Vi boede sammen med to andre familier på en lille stejl campingplds og derfra vandrede vi ad smalle stier til klosteret.

I Serbien kørte vi ad den samme kedelige motorvej, - kaldet autoputten. Landets indbyggere forekommer lige så trøstesløse som landskabet indtil Beograd. Der er påtrængende tiggere og rudevaskere, der stimler sammen om bilen, når man holder stille.
Ved grænserne mødte vi grænsevagterne, der med fine kasketter og rank ryg marcherede strækmarch med både arme og ben, - med stenansigter, der ikke levner plads til smil.

Smilene mødte vi til gengæld ved den græske grænse, da vi var kommet gennem Makedoniens bjerglandskab. Vi er nu igen i både Scengen og EU.

Nu er vi midt i den græske varme, - både bogstavelig og omgivet af menneskelig varme og hjælpsomhed.

Her står frugttræer med frugter, der snart er klar til at plukkes. - majsene er en halv meter høje og solsikkerne er sprunget ud. Langs vejene blomstrer Nerier og Gyvel, så det er en fryd for øjet.

Endnu engang har vi set Filip den 2.s velbevarede grav, - med de mange smukke guldgenstande: Guld-ben-kiste, - guldløvkranse i det smukkeste og fineste 24 karat guld. Ligeledes er der udstillet over 2000 år gamle våben, fremstillet af jern. Kongen fik sine våben med sig i graven.

Omkring år 360 f. kr. indtraf begivenheder, der skulle ændre den græske politiske historie fra at være en lokalhistorisk affære til en verdenshistorisk revolution.

Det begyndte i Makedonien, hvor Filip den 2. kom til magten i 359 f. kr., og blev efterfulgt af sin søn Alexander den Store, der døde i Babylon under et felttog helt i Indien i året 323 f. kr.

Paulus kom til Berøe og sandsynligvis Virgina i år 50 på sin vej til Athen (Apostlenes gerninger kap 17).

I dag er det søndag. Vi blev vækket med hanegal kl. 6 til en vidunderlig morgen med 25 graders varme og stille dis efter nattens tordenvejr, - måske var det Zeus, - ham med tordenkilen, - der residerer på Olymposbjerget, som vi havde udsigt til.

Vi bor nu på Pilionhalvøen lige ned til det Ægæiske hav. Læg lige mærke til vinranker, Yuccapalmer og oliventræer. Jeg har lige været en tur i havet. Lækkert, klart, varmt, - sikken en dag. Det er sol og sommer og det er kun 30. maj.

Kærlig hilsen til jer alle

Esther og Helge

Sommerferie 2010 - Grækenland

2010-05-22T01:04:00.000-07:00

Grækenland 2010

2. pinsedag, efter havnegudstjenesten i Voerså, tager vi afsted igen. Målet er atter Grækenland. Vi blev ikke færdige med landet og kulturen og alle historierne sidste gang, - og bliver det måske aldrig!

Derfor forlader vi nu i 5 uger vore kære børn (se dem på billedet, hvor de sammen peger på Grækenland), svigerbørn og 2 børnebørn (+ een i vente til vi kommer hjem) og et utroligt smukt Albæk, - og overlader have og blomster til graver Trille og kontor/embede til pastor Mette fra Skæve.

Efter planen kører vi 2. pinsedag eftermiddag og aften, og forventer at nå omkring Hannover, hvor vi plejer at overnatte på en parkeringsplads ved Bergen-Belsen (ca. 600 km.)

I Bergen-Belsen bliver man så stille indeni. Her lå en stor konzentrationslejr under krigen, og i en helt ny dokumentationsbygning kan man se rædslerne for de 100.000-vis af livsskæbner, der her fandt deres afslutning. Een af de mest kendte er nok Anna Frank og hendes søster Margot, der her mistede livet under ufattelige lidelser, kort før krigen endte. I Bergen-Belsen er der på lejrens område en mindesten herom (man ved ikke, hvilken massegrav hun ligger begravet i).

Tirsdag vil vi begynde med en stille vandring i Bergen-Belsen og derefter kører vi til Prag (550 km) til "vores" gode Sunny-camp i den vestlige del af byen. Om aftenen vil vi tage metroen ind til byen.

Onsdag vil vi køre 450 km. mod sydøst gennem Tjekkiet og kanten af Slovakiet ind i Ungarn til Pannonhalma, hvor der ligger et pragtfuldt kloster, vi tidligere har besøgt.

Dagen efter kører vi 300 km til en lille campingplads på grænsen til Serbien for at være klar til to lange køredage.

Fredag kører vi gennem Serbien ad E75. I Serbien er der ingen campingpladser, men der er et motel ikke langt fra grænsen til Makedonien, hvor vi kan overnatte på en bevogtet parkeringsplads formedels 10 € til en "gun-man". Motellet ligger i Pedejane.

Der har været en campingplads på stedet, men nu er alt ødelagt, - man kan dog få sig et bad inde på motellet!

Lørdag morgen kører vi igen ud på den landevej, hvor der ikke kører andre turister, men til gengæld mange lastbiler, der fragter gods mellem Tyrkiet / Mellemøsten og Europa.

Lørdag aften forventer vi at nå til Voloshalvøen i Grækenland, - her skal vi tilbringe et par dage i en pragtfuld natur inden vi forsætter til Athen og det nye Akropolismuseum, der blev indviet sidste år.

Vi forventer at kunne skrive igen, når vi når Grækenland.

Kærlig hilsen

Esther og Helge

Paulus-året 2008 - sidste blogindlaeg!!!

2008-10-06T08:14:00.000-07:00

I Grækenland begyndte vi i Kavala og Filippi, - det sted, hvor Paulus første gang satte sine fødder på europæisk jord. Vi fulgte Paulus’ fodspor igennem Grækenland og den sidste dag i Rom fik vi afsluttet Paulusruten. Måske meget betegnende på det sted, hvor Paulus efter traditionen endte sine dage.
For os er det dét sted i Rom, som igen denne gang kom til at stå som noget særligt: Basilica di San Paolo fuori le Mura, - Pauluskirken udenfor murene. Her er Paulus efter traditionen begravet. Stedet rummer en storhed og alligevel mildhed, et hvilested for sjælen. Denne kirke er så stor, harmonisk og smuk. Den hører til én af de fire store basilikaer, men er ikke så meget besøgt, fordi den ligger udenfor murene og derfor udenfor de steder, hvor turister kommer. Da vi besøgte kirken lørdag, var der dog mange mennesker i gang med at forberede søndagens messe, hvor paven skulle komme. Der var sikkerhedsvagter, tv-folk og lydmænd og storskærme. Alt var sat op til det helt store.Udenfor kirken står en mægtig statue forestillende Paulus i al sin magt og vælde.

Spørgsmålet er, om ikke Ikonbilledet herunder ligner Paulus mere, som vi kender ham fra den bibelske fortælling. Billedet er på plakaten og pavemessen skulle afholdes, fordi det i år er Paulus-år, - 2000 år siden Paulus blev født i år 8. Men Paulus trådte ikke frem som ”den store”. Han var ydmyg overfor den tjeneste, der var ham betroet. Han gik med evangeliet, - alene fordi han havde mødt Jesus. Han skriver til Korintermenigheden, at da han kom til dem, kom han ikke med megen kraft og styrke, men han kom i frygt med megen bæven. Men han havde mødt Jesus som den opstandne, og dette budskab skulle ud.

Efter turen til Pauluskirken tog vi afsked med Rom. Efteråret er kommet til Rom. Bladene falder af træerne og temperaturen var lørdag nat nede på 5 grader. Så det gik nordpå. Søndag kørte vi til Firenze og fik set byen, - bl.a. det berømte Uffizi-galleri med de mange malerier af de store malere. En stor oplevelse var også det.

Dette er så sidste planlagte blogindlæg fra os. Vi vil gerne takke alle jer, der har fulgt os på turen. Vi håber, at også I er blevet beriget, som vi så rigeligt er blevet det igennem de mange uger.
Vi er nu på et afslapningssted ved Verona, - lige ned til Gardasøen. Om et par dage går det hurtigt hjemad. Lige nu sidder vi ude i kortebukser og T-shirts og i aften skal vi grille. Sådan bliver det sikkert ikke i Danmark.
Alligevel glæder vi os til at komme hjem og samle sammen på alt det, vi har oplevet. Og allermest glæder vi os til søndag den 19. oktober, hvor Anna skal døbes i Sct. Paulskirken i Aarhus.

Vi slutter som Paulus altid gjorde det i sine breve:
Nåde være med jer og fred fra Gud vor Fader og Herren Jesus Kristus.

På glædeligt gensyn derhjemme!

Alle cykelstier fører til Rom

2008-10-04T07:20:00.001-07:00

Mange af jer, kære læsere, har sikkert stået på Peterspladsen i Rom, - men mon nogen af jer har stået der med cykelhjelm???

I Assisi var vi kun ca 150 km. fra Rom, og vi kunne ikke modstå fristelsen til igen at besøge ”Den evige stad” med alle dens kirker, pladser og væld af fontæner. Herunder ses Trevifontænen, hvor man efter sigende skal kaste en mønt, og så vil man gense Rom. Det gjorde vi nu ikke sidst. Alligevel er vi der, så!!!!

Når man første gang er i Rom, er der bare så meget, man for anstændighedens skyld skal om ad. Rom blev, som bekendt, ikke bygget på én dag, så der er virkelig mange ting. Også denne gang var der mange af de store attraktioner, vi bare måtte gense. Alligevel prøvede vi i år at lægge mere vægt på de mindre.
Nedenfor ses Santa Prudenziana. Det er én af Roms ældste kirker. Den ligger i en sidegade ikke langt fra den kæmpestore Santa Maria Maggiore. Den er lille, men fortæller i guldmosaikker om, hvordan det var her, Paulus efter traditionen samlede den første menighed i Rom omkring Prudens’ hus. Her begyndte det hele. I det små. Og en menighed blomstrede op og kirken blev stor og stærk. Men måske fortæller en kirke som Prudenziana mere end de store kirker om kristendommens egenart: Det handler ikke om storhed og pragt, - men om ham, der blev korsfæstet og opstod fra de døde og endnu lever med sin menighed på jord.

Ikke langt herfra ligger en kirke, man dårligt kan få øje på. Den hedder Santa Prassede, og mens alle turister flokkes i den kæmpestore Maria Maggiore, gik vi herind.

En herlighed åbenbaredes. I kirken, – som i øvrigt slet ikke er så lille, - findes en perle af et kapel: San Zenos kapel. Her findes de mest strålende byzantinske guldgrunds-mosaikker i Rom. Hele rummet funkler og lyser af mættet farvepragt, hvorfor det også kaldes Paradishaven.

Santa Prassede er fortællingen om, hvordan det, der i det ydre, ikke synes at være noget som helst, kan vise sig at rumme en himmelsk herlighed. Sådan er evangeliet jo. Det forekommer ikke at være noget særligt, - som at stå udenfor Santa Prassede dør og afskallede mure, - det er ingenting. Men når man går ind, ser man himlens herlighed!!! Det handler om at gå ind i kirken, ind i evangeliet, - først da ser man Guds riges herlighed.

Meget mere har vi set og oplevet i Rom. I aftes spiste vi ved nonnerne i Fraterna Domus, - et skønt sted at være med en helt speciel atmosfære. Bagefter gik vi gennem byen, - tog et billede af Peterskirken by night, inden vi tog bussen tilbage til campingpladsen, der er i øvrigt er en rigtig luksusplads, som vi her udenfor sæsonen kan bo særdeles billigt på.

Frans af Assisi

2008-10-02T06:37:00.000-07:00

Vi er nu i Assisi. Assisi er, efter Vatikanstaten, det mest betydningsfulde religiøse center i Italien. Dette understreges af, at byen rummer ikke færre end 8 kirker foruden talrige kapeller og flere klostre.
Hele herligheden er opført til ære og minde om byens verdensberømte borger: Frans (eller Francesco som han hedder her).

Frans blev født i Assisi i 1182 i en rig købmandsfamilie. Som ung levede han som en prins og værdsatte smukt tøj og store fester. En langvarig sygdom fik ham dog til at fundere over livet og livets tomhed, og han begyndte at søge Gud. I kirken San Damiano talte et Krucifiks (se billedet herunder) til ham og sagde: ”Reparer min kirke, Frans, som du kan se, er den i ruiner”.
Frans opfattede dette både bogstaveligt og åndeligt. Bogstaveligt gik han i gang med at reparere San Damiano kirken og brugte hele sin arv derpå, hvilket vakte familiens vrede, - og åndeligt gik han i gang med at føre kirken tilbage til det oprindelige udgangspunkt. Han kunne ikke tage, at kirken og kirkens mænd skulle omgive sig med alskens pragt og herlighed, - mens de ganske glemte Jesus. I Assisi findes der talrige billeder af Frans, hvor han gengives som fattig for den fattige, men rig nok til at række alle mennesker håb og trøst, - også igennem evangeliet. Frans males ofte stigmatiseret (det betyder, at han bogstaveligt bærer Jesu sårmærker), mens han nærmest krammer et kors og en bibel og holder begge ganske tæt til sig. I Frans` dødskapel i Santa Maria degli Angeli kirken er det så tydeligt. Frans ville have kirken tilbage på sporet, hvor kors, bibel og næstekærlighed kommer til at fylde alt.

I 1818 fandt man Frans` grav, der havde været skjult siden middelalderen, af frygt for, at nogen skulle stjæle liget. Graven kan i dag ses i krypten under den mægtige San Francesco kirke. I kirken måtte der ikke tages billeder, men der er tale om en ”dobbeltdækker” kirke. I den nederste kirke, som man kommer ind i fra siden er det, at man i krypten finder graven. Fra den nedre kirke kan man bevæge sig op i en prgatfuld klostergård (se billede), hvorfra man igen kan gå op i den øvre kirke. Kirken blev voldsomt beskadiget under jordskælvet i 1997, men er nu næsten repareret.

Frans døde i 1226. Dødsstedet er markeret i kirken Santa Maria degli Angeli, hvor også findes den kirke, hvor franciskanerordenen blev stiftet. Over den lille kirke blev senere bygget den store katedral, så den lille kirke står inde i den store.

Inde i et kapel i San Francesco kirken fandt vi en ny bronzeskulptur, forestillende Jesus på korset. Jesus peger ned på den tilbedende. Skulpturen hedder: ”Continuita”, og den skal fortælle, at Jesus beder os fortsætte den ”reformation” Frans satte i gang. Aldrig bliver vi færdige med at holde os selv og kirken fast på sporet: Kors, bibel og næstekærlighed.

Efterskrift: Vi har desvaerre ikke den sidste tid kunnet faa internetforbindelse. Men fakta er, at vi nu er i Rom, hvilket naeste blogindlaeg kommer til at handle om.

Søndag på det åbne hav.

2008-09-29T05:02:00.000-07:00

Vi har nu forladt Grækenland. Vi sidder ombord på et stort skib. Vi har lige i TV fulgt den sidste ortodokse gudstjeneste, vi kommer til at opleve i denne omgang. I går kørte vi til Patras, hvorfra vi nu sejler til Ancona i Italien. Skibet fører os præcis 913 km mod nordvest, og fra Ancona kører vi de sidste 150 km til Assisi, - og kommer altså 1000 km nærmere hjem.
Havnen i Patras var en oplevelse i negativ forstand. Det vrimlede med illegale albanske drenge, og næsten lige så mange politi og militærfolk. Lige så snart drengene så en mulighed (og politiet var optaget et andet sted) løb de i flokke ned og kastede sig over hegn og pigtråd og ind på havnens område, hvor de hurtigt undersøge lastbiler, for at finde én, de kunne kravle op under for at komme til Italien som blind passager. Og lige så hurtigt blev de fundet og jaget bort fra området, hvorefter de kunne begynde forfra. Ynkeligt så det ud. Drengene var som jagede hunde. Beskidte, - på flugt, - på jagt efter en fremtid, de ikke kan finde. Ved ombordkørsel på færgen blev alt minutiøst undersøgt – også vores campingvogn – for albanske drenge. Så kørte vi ombord i vores luksuskøretøj og campingvogn på vej mod Danmark, hvor vi er så heldige at høre til.
Vi sejlede fra Patras omkring kl. 18, - ved midnat lagde vi ind ved Igoumenitsa i det nordlige Grækenland, - her blev færgen fyldt op til bristepunktet, - alt holder hulter til bulter, og vi kommer til bakke ud af færgen, der kun har rampe i bagenden. Færgen har camping on board, hvilket betyder, at vi spiser og sover i campingvognen, - så dækket er blevet en slags campingplads, - dog med lidt for mange lastbiler!!!
Vi ankommer til Ancona kl. 14 (lokal tid), efter 21 timers sejlads, - men hurtigfærgen har altså så også bragt os næsten 1000 km frem.
Ellers har vi de sidste dage boet i Olympia på Peloponnes. Vi har set stedet for de første olympiske lege, der begyndte ca 700 år f.kr. De olympiske lege var ikke blot sportskampe, men udviklede sig til efterhånden også være religiøse begivenheder, hvorfor der blev bygget templer. Man anslår, at der kom mellem 15.000 og 20.000 deltagere fra nær og fjern. Selve sportskampene varede kun i 4 dage, - på den 5. dag blev sejrherrerne hyldet. Området er meget stort og fyldt af ruiner, idet et voldsomt jordskælv i 500-tallet, og siden jordskred i forbindelse med oversvømmelser, begravede det hele under et 5-7 meter tykt jordlag. Spændende var det at se det mægtige Zeustempel. Søjlerne ligger nu som efter jordskælvet, - væltet som dominobrikker. Én af søjlerne er rekonstrueret, så man kan fornemme de mægtige dimensioner.

I Olympia boede vi på en dejlig lille familiecampingplads med et livstykke af en ejer! Han talte og lo og fortalte på lidt engelsk, tysk, fransk og italiensk, - kom med kager og vindruer, - og tog en hjertelig afsked med os ved afrejsen. Grækere er nu glade, hjertelige og særdeles hjælpsomme mennesker.

Nu glæder vi os til at se Assisi og møde den hellige Franz´s kristendom.

Efterskrift:

Efter landgang aendrede vi planer og koerte til Loreto. Her finder man een af den romersk-katolske kirkes mest maerkvaerdige valfartskirker, Santuario Della Santa Casa (helligdom for det hellige hus). Huset er efter katolsk tradion det hus, hvor jomfru Maria blev foedt, og hvor Jesus voksede op. Da muslimerne invaderede Nazareth, blev huset efter traditionen af engle flyttet til foerst Kroatien senere til Loreto. Marias ellers saa ydmyge hus er naermest begravet i marmor. Husets mirakuloese luftrejse fik i 1920 paven til at udnaevne Madonnaen fra Loreto til skytshelgen for luftfarten, - og det er endda sandt!

Det var spaendende saa hurtigt at moede forskellen paa graesk-ortodoks kristendom og romersk-katolsk.

Knap saa spaende var det, at nu vinterklaedte italienere sendte vore bare ben og sandalfoedder underlige blikke. Paa et doegn er vi brat rykket fra sommer til efteraar (16 grader)

Grækerne

2008-09-24T02:03:00.000-07:00

Vi har nu opholdt os i Grækenland i ca. én måned. Hvordan er de så de mennesker, vi har boet imellem? Jeg kender de græske bogstaver, og det er til stor hjælp, når man skal læse f.eks. vejskilte. Mit græske er kun ”klassisk græsk”, så kontakten med befolkningen har sproglig været minimal. Men også uden kan man få et vist indtryk.
Grækerne er meget venlige og hjælpsomme. På landet er udviklingen på mange områder, som vi husker det i Danmark for 50 år siden. Grundet klimaet lever folk mere ude. De ældre mødes udenfor: Kvinderne ved deres huse, mændene foran tavernen (caféen). Husmødrene går til den handlende og køber brød, ost og oliven, - hvis man ikke ”gør det selv”.
Grækerne skulle være det folk i Europa, der spiser mest på restaurant. Vi har gjort det ca. én gang om ugen. Til frokost har vi som regel lavet vores egen fortovsrestaurant.

Grækenland er et bjergland, hvilket bevirker dannelse af små isolerede samfund. Der findes kirker overalt, men de er små som den lille kirke i bjergene, vi spiste vores madpakke ved i går. Den var lille, men velholdt og var udstyret med de tre porte i ikonostasen (ikonvæggen foran alteret/koret). Der brændte en lille olielampe derinde. Det er mit indtryk at kirkebygningen for grækerne har den samme betydning som et Fadervor: Noget trygt og stabilt.

Vi har nu boet ved østkysten af Peloponnes et par dage og bevæger os nu vestpå for at se det sidste af det græske fastland.

Regnvejr ved mykenske kongegrave og Paulusdryp

2008-09-21T06:15:00.000-07:00

Både hvad angår temperatur og årstal er vi nu dykket.

Vi forlod Athen i øsende regn, - temperaturen kom på et tidspunkt ned på 14,5 grader. De korte bukser er dog på endnu, hvilket skyldes bilens og campingvognens varmeanlæg, som for første gang kom i brug. Vi måtte rykke ind i campingvognen for at spise ved det lille bord. Det er nu heller ikke så dårligt med lidt regn og tid til at rykke sammen omkring bordet og bøgerne.

Næste morgen var regnen stilnet af og vi dykkede ned i årstal til ca 1600 år f.kr., hvor den mykenske kultur havde sit højdepunkt. Endnu engang måtte vi forundres over datidens bygningskunst og kultur. På billedet herunder ses Løveporten ind til Mykene. Løverne over porten har nu intet hoved. Man mener, at der har været påsat et løvehoved i guld. Stenene i bygningskomplekset er mega store. De største er 9 m. lange og vejer 118 tons. Det er endnu i dag uforståeligt, hvordan de er blevet placeret.

Efter Mykene kørte vi til det gamle Korinth, - så kanalen og den gamle romerske by, hvortil Paulus ankom i etferåret år 50 og blev i 1½ år. Herfra skrev han bl.a. romerbrevet og tessalonikerbrevene. I Korinth mødte Paulus én af datidens virkelige storbyer. Byen var en stor handelsby, præget af trafikken mellem øst og vest, hvor den nuværende korintherkanal er gravet. Her grundlagde Paules en menighed, hvortil han senere sendte flere breve. Menigheden her kom til at stå hans hjerte nær, selv om det langt fra var en ”fuldkommen” menighed. Den døjede med vranglære, ukærlighed, problemer i ægteskaber, - ja, der var sågar nogle, der ikke ville tro på de dødes opstandelse. Alligevel kalder Pauls dem gentagne gange for mine kære brødre og søstre, - hvorefter han går i rette med dem og forkynder evangeliet om Jesus Kristus til syndernes forladelse.

Jeg vil slutte denne hilsen med en typisk Paulus hilsen til sine kære: Herren Jesu nåde være med jer alle!

Denne blog har jeg konstrueret således, at der ikke på bloggen kan gives kommentarer eller sendes hilsen. Dette betyder ikke, at vi ingen hilsner ønsker at modtage. I er alle hjertelig velkommen til at sende os en hilsen, evt. med kommentar til bloggen.

En hilsen kan sendes på sms til 23462086 (alm. takst), eller på mail til hmp@km.dk. Skrives der en mail kommer et autosvar tilbage, om at jeg har orlov. Jeg ser dog mails alligevel hver gang, vi er på internetcafé, så benyt bare denne mulighed, - dog uden at forvente et svar.

Athen

2008-09-19T00:55:00.000-07:00

I småregn forlod vi Delfi. Jeg blev alligevel ikke bedt om at afløse Apollon under hans orlov, - han tog nok som sædvanlig Dionysos (ifølge mytologien rejste Apollon væk tre måneder om året, hvor han blev afløst af Dionysos).
Undervejs til Athen passerede vi Maraton-sletten, - altså i bil, selv om vi måske burde have løbet turen: En ægte maraton på 42 km. Det gjorde maratonløberen i 490 f.kr. for at give meddelelse om grækernes sejr over perserkongen Dareios. Løberen faldt død om ved ankomsten til Athen, - så derfor tog vi turen i bil!
Vi ankom til Athen midt eftermiddag i en forfærdelig trafik.
Tæt trafik, - biler, der dytter, - små torve, - udendørs caféer. Men midt i det hele står Parthenontemplet på sin klippe og gemmer på minderne om de civilisationer, det har set komme og gå.
En stor oplevelse var det at vandre omkring på Akropolis. Et imponerende skue med smukke, mægtige og harmoniske bygninger, så man 2500 år efter må forundres.

I år 400 før Kristus har man kunnet møde Sokrates, som sikkert har virket lidt fjern og optaget af at udvikle sine filosofiske tanker. Omkring 450 år senere har man kunnet møde apostlen Paulus stående på en stor sten for at forsøge at få de travle forbipasserende i tale.

Lidt vest for Akropolis ned mod den romerske Agora (hvilket betyder torveplads) fandt vi Areopagosklippen. Det var her, Paulus holdt sin berømte tale, - se Apostlenes Gerninger 17, 22-34 – side 1007. Nu står talen på en bronzetavle nedenfor klippen. Ved et lille fototrick kan det ses, at jeg nu holder den samme tale.

Herfra Areopagos fortalte Paulus Athenerne om, at han midt i virvaret af templer havde mødt et alter med indskriften: For en ukendt Gud!Og så fortalte Paulus derudfra om den kendte Gud, - nemlig den eneste sande Gud, som har givet sig til kende gennem Jesus. Og Gud har ladet det hele fremstå troværdigt ved at lade ham opstå fra de døde.

Efter endeløse vandringer mellem ruiner, tempelsøjler, - doriske, joniske og korinthiske, - og besøg på museer, - gik vandringen videre til Psiri-kvarteret, der er kendt for sine loppemarkeder med masser af ”skrammel-butikker”.

Bomuld og Olympens virvar af guder

2008-09-16T07:01:00.000-07:00

Vi forlod Meteora på turens første regnvejrsdag. For grækerne var det første gang, de fik regn i 4 måneder. For os var det godt med et lille temperaturfald.
Vi kørte ca. 250 km mod syd igennem det midtgræske landskab, hvor vi oplevede bomuldshøsten på nærmeste hold. Tilsyneladende var alt, hvad der kunne køre, ude for at få bomulden i hus inden regnen.I Delfi fandt vi en pragtfuld campingplads på kanten af Parnassosbjerget, med en fantastisk udsigt ud over Den korinthiske Golf og de store olivenlunde nede i dalen.

Denne udsigt fra ”soveværelset” var, hvad vi vågnede vi op til.

I Delfi blev vi for alvor konfronteret med den oldgræske gudeverden. Vi prøvede at få styr på oldtidskundskaben og de mange guder: Hvem der fik barn med hvem, hvem der var gud for hvad, og hvem der var rival til hvem. Også i datiden må det have været meget svært at holde styr på.

Delfi er mest kendt for sin status som oldtidens orakelsted. Apollon talte gennem præstinden Pythia, der talte ”sort snak”, som blev tydet af præsteskabet. Stedet blev efterhånden et internationalt diplomatisk center med en betydelig politisk indsigt (datidens spindoktorer). Her kom konger og herskere og søgte råd og vejledning hos Apollon, der var gud for sandhed og retfærdighed. Apollon kendes også som ham, der med sine pile sender ulykker over mennesker.
Rundt om Apollontemplet ligger ruiner af mange flotte bygninger, der blev brugt til at opbevare votivgaver (gaver til guderne for gode svar). Der blev også ofret til guderne, fordi man ønskede deres bevågenhed, - men samtidig måtte man jo ikke begunstige den ene gud på bekostning af den anden, - i så fald ville man jo kunne pådrage sig en gudelig vrede!

Det var den verden Paulus mødte, da han ankom til Grækenland. Og han forkyndte om den eneste sande Gud. Hvor er det godt, at Gud er Gud, og at han er nådens og barmhjertighedens Gud og ikke en gud, man skal formilde.

Jeg glæder mig til igen til jul at skulle synge:
Gud er nu ikke læng’re vred,
det kan vi deraf vide,
at han har sendt sin søn herned,
for verdens synd at lide.
Det vorde vidt og bredt bekendt,
at Gud sin søn til os har sendt
til jammer, ve og våde,
hvo ville da ej være fro
og trøstigt lade alt bero
på Guds, vor Faders nåde.

Athenetemplet i Delfi. Apollontemplet anes i baggrunden, og øverst oppe ligger Stadion. Det var en rigtig lang gåtur i varmen, som nu er vendt tilbage.

Den ortodokse gudstjeneste - Thorvaldsens Kristusfigur

2008-09-14T03:00:00.000-07:00

Det er søndag og vi har deltaget i endnu en laaaang ortodoks gudstjeneste her i byen Kastraki ved foden af Meteora klipperne.

Biskop Kresten Drejergaard skriver i sin nye bog ”Den himmelske gudstjeneste” med et citat fra den svenske kunsthistoriker Göran Schildt, at:
De byzantinske kuppelkirker er som dykkerklokker, der er sænket ned fra himlens sfærer. Dermed menes, at ligesom en almindelig dykkerklokke tager jordens livsvilkår med sig ned på havbunden, således at dykkeren kan færdes dernede under jordiske livsvilkår, således tager kirkerummet himmelske livsvilkår med sig ned på jorden, således at vi her på jorden kan færdes under himmelske livsvilkår.

Den ortodokse gudstjeneste emmer af himmelsk nærvær. Det er et lille stykke himmel på jord. Gudstjenesten er så sanselig. Der er så meget at se på. Der er så meget at høre. Der er røgelse at lugte og nadver at smage.
Jeg har nu beskæftiget mig en del med den ortodokse liturgi og forsøgt at følge med så godt, det kan lade sig gøre. Her på bloggen vil jeg ikke nærmere beskrive gudstjenestens forløb, - dette ville føre for vidt. Den danske udgave af ritualbogen for en ortodoks gudstjenste fylder 65 sider!!!
Blot ved at se på billedet ovenfor får man dog en fornemmelse af skønheden, - selv om lydene og lugtene mangler.

En anden spændende oplevelse er menneskers reaktion overfor det hellige. Her er en fantastisk respekt for det hellige. Når alle de unge kommer ind i kirken, bøjer de sig dybt i respekt, - slår korsets tegn, - kysser ikoner og er med i det hele, så man fornemmer, at de klart oplever det himmelske nærvær, som kalder på respekt.

Er jeg så blevet lidt ortodoks?

Nej, - jeg er betaget af menneskers respekt for det hellige og jeg vil gerne gøre, hvad jeg kan for også i en dansk sammenhæng at skabe en gudstjenstlig skønhed med fornemmelse af himmelens nærvær. En gudstjeneste skal være et lille stykke himmel på jord. En dykkerklokke hvori den himmelske sfære findes.

Men jeg savner midt imellem alle ikonerne et billede af Thorvaldsens Kristusfigur med teksten: Kom hid til mig! Jeg savner en forkyndelse af, at Menneskesønnen ikke er kommet for at lade sig tjene, men for selv at tjene og give sit liv som løsesum for mange (Mattæus 20,28). Jeg savner budskabet om, at Jesus, han er synderes ven! Jeg savner de danske salmer. Jeg savner at synge:

Ja, jeg tror på korsets gåde,
Gør det frelser af din nåde,
Stå mig bi, når fjenden frister
Ræk mig hånd, når øjet brister
Sig: Vi går til paradis!

Efter ”Den himmelske gudstjeneste” var der tid til at falde til ro på tavernen overfor kirken, og tid til et besøg i det lokale supermarked.

I morgen kører vi til Delfi for at stifte nærmere bekendtskab med den gudeverden og alt det okkulte, som var den virkelighed, Paulus forkyndte ind i. Midt i forvirringen: Hvad og hvem skal jeg tro på, - her forkyndte Paulus, og vi med ham: Vi tror på Jesus Kristus, den korsfæstede og opstandne Herre og frelser! Han er levende virkelighed!
Efter Delfi kører vi til Athen. Herom senere.

Kongegrave, englevagt og svaevende klostre

2008-09-13T06:35:00.000-07:00

Vi forlod Thessaloniki og kørte lidt bort fra Via Egnatia og Paulus’s vej. Nemlig for at bevæge os endnu længere tilbage i tiden. Vi kørte til Pella. Her voksede Filip den 2. op, og her blev hans søn Alexander den Store født. Tænk at gå på vejen, hvor Alexander løb rundt som barn, og hvor han måske blev fanget af slaverne, når han skulle modtage undervisning af den græske filosof og videnskabsmand Aristoles. Vi er omkring 400 år før Kristus.

Fra Pella kørte vi til Berøa, som Paulus passerede igennem på sin vej til Athen. (Ap. Ger. 17,10-15). I Berøa oplevede Paulus sikkert at blive passet på af engle, sådan som vi også gjorde. Bag på campingvognen har vi haft vore to cykler hængende, men i Berøa blev vi dyttet ned af en græsk lastvognschauffør, der vinkede og pegede på campingvognens bagende. Vi fik standset og konstaterede, at cykelstativet på de ekstremt dårlige veje havde revet sig løst fra campingvognens bund og derefter vredet de øverste beslag i stykker. Godt, vi ikke tabte det hele og havde ramt andre.
Vi fortsatte til Virgina med cyklerne inde i bilen. I Virgina mødte en rar altmuligmand, der fik resterne af cykelstativet demonteret.

Den store oplevelse i Virgina var besøget af de kongelige grave med fantastiske gravfund fra bl.a. Filips den 2. grav. Imponerende var det at se det nye flotte museum inde i gravhøjen og den rigdom af velbevarede smykker og våben samt guldskrinet med knoglerester fra Filip den 2.

Der maatte ikke tages billeder inde fra graven, men nok af den gamle udenfor!!!!

Fra Virgina flyttede vi ind midt i landet til de berømte Meteoraklostre. Vejen var meget snørklet og til tider med rigtig megen bjergkørsel, der satte den lille Golf på arbejde. Ikke mindst på grund af en temperatur på 35,5 grader. Godt at der findes klimaanlæg i bilen.
Meteora er et naturfænomen. Denne ejendommelige natur (kaldt ”naturens gave til den fromme”) har inspireret til at anlægge klostre øverst på disse klippeformationer: Ta meteora monastiria = de i luften svævende klostre.

Da der var flest var der 24 klostre. I dag beboes kun 6 af disse og vi besøgte de 4 på gå-ben med madpakke og væske i bjerge.

Dansk makrel og graesk broed til madpakke i et nonnekloster paa Meteora

Vi vandrede mange kilometer op og ned. Vi har laert at gaa langsomt i varmen, men overhalede dog denne:

Mens vi går tilbage i historien, er det en dejlig oplevelse at se billeder over nettet af Anna, der er på vej ind i alle livets underlige ting. I faar ogsaa lige et af vort vidunderlige barnebarn:

I dag har jeg faaet en hilsen fra konfirmandweekenden. De har det dejligt og nyder weekenden. Jeg var bare saa glad for hilsenen og glaeder mig meget til at komme hjem og moede dem igen.

Athos – munkeøen

2008-09-10T07:45:00.000-07:00

Faktisk følger vi lige nu i Paulus´ fodspor. Måske meget passende i hans jubilæumsår. Den katolske kirke fejrer i hvert tilfælde, at det skal være 2000 år siden, at den lille Saulus blev født i Tarsus.
Fra Filippi eller rettere fra Kavala kørte vi til Amfipolis- omtalt i Aposlenes gerninger kap.17. Byen havde sin storhedstid i det 5-4 årh. f. Kr. Stedets mest fremtrædende monument er en, fra denne tid, velbevaret stenløve ca.18 m høj. Den har antagelig fungeret som gravmæle for en af Alexander den Stores mænd. Underlig at tænke på, at Paulus for to tusind år siden stod og kiggede på den samme løve, som allerede dengang var gammel.
Nu foretog vi en afstikker mod syd for at besøge munkeøen Athos. Som nævnt var Helge så heldig at opnå tilladelse til at besøge stedet.

Allerede Herodot (480 – 424 f. Kr.) omtaler halvøen, der er 56 km lang og optil 8 km bred. Højeste punkt er selve Athos-bjerget på 2039 m. Hvordan klostersamfundet opstod, eksisterer der mange myter omkring. Ifølge legenden søgte Jomfru Maria læ ved Athos på vej fra Joppe til Cypern for at besøge Lazarus. Maria blev betaget af stedets skønhed og bad sin søn om, at det måtte være hendes have. En stemme lød: ”Lad dette sted være din arv og din have, et paradis og et tilflugtssted.”

Det beskrives som det ældste klostersamfund i verden med historie fra omkring 840.
Athos er en i dag en selvstyrende republik, der omfatter ca 2000 munke (plus ca. lige så mange, der arbejder for munkene) fordelt på 20 klostre (17 græske, 1 russisk, 1 serbisk og 1 bulgarsk). Hvert kloster er selvstændigt og ledes af en Igoumenos, hjulpet af et udvalg. Den lovgivende myndighed er Den hellige Forsamling, bestående af de 20 klosterledere. Den administrative myndighed består af 20 for ét år valgte repræsentanter for klostrene. Den udøvende myndighed er ligeledes et for ét år valgt udvalg bestående af 4 personer på skift fra de forskellige klostre.

Man bruger stadig den julianske kalender, så man f.eks. med hensyn til højtider er 14 dage bagefter den øvrige verden.

Livet for en munk er inddelt i tre lige store dele: En til bøn og andagt, en til arbejde og en til hvile. Morgengudstjenesten begyndte i det kloster jeg besøgte kl. 3. En munk går rundt og slår på et lille træstykke for at vække de andre et kvarter tidligere (kl. 02.45!!!). Munkene spiser 2 gange om dagen ,kl. 10.30 og kl. 19, - mest mad de selv producerer. Salat, bagte bønner og linser, kogte grøntsager, oliven, fetaost, mørkt brød, aldrig kød, men ved fester spiser man fisk. Dertil altid hjemmeproduceret vin og selvfølgelig vand. Klosterlederen sidder øverst ved bordet og markerer begyndelsen og slutningen af måltidet med en lille klokke og en bøn. I det kloster, jeg besøgte var måltiderne ikke noget at råbe hurra for. Man sad i spisesalen omkring lange borde. Man spiste i tavshed, mens en munk læste nogle bønner og tekststykker. Man spistev og drak af bliktallerkener og krus. Og maden: Det var altid lunken spagetti med en skefuld ketchup rørt i + en masse olivenolie over. Dertil tørt brød med et stykke ost (af ged). Alt portionsanrettet og ikke i rigelige mængder, - men det gjorde nu ikke noget!!!!!

Athos er kun tilladt for mænd og kun efter speciel tilladelse. Den gives til maksimalt 10 ikke-ortodokse pr. dag. Da det drejer sig om mænd fra hele verden, er det jo lidt af et nåleøje. Der gives ikke tilladelse til turister, så man skal snakke godt for sin sag på kontoret i Thessaloniki.

Halvøen er kun tilgængelig med båd.

Mens jeg var paa Athos levede Esther i sin ensomhed. Men at bo på campingplads i udlandet er noget helt specielt. Man hjælper hinanden og holder øje med hinanden. Hendes ene nabo var et tysk ægtepar med et lille barn. De vidste, at jeg skulle væk.

Så kørte vi tilbage i Paulus´ fodspor og passerede Thessaloniki. Byen er grundlagt under Filip 2., men blev i den romerske periode gjort til slags fristad under Rom med egne borgmestre. På Paulus´ tid var den derfor mere græsk præget end f.eks. Filippi. Fra den tid finder vi Galerius-buen, opført efter sejren over perserne. Paulus havde på sin 2. missionsrejse, som beskrevet i Ap.G. kap. 17, vers 1-9 et længere ophold her. Paulus talte i synagogen. Hvor den har ligget hersker der lidt uenighed om. Helt sikkert har han også færdedes i agoraen, hvoraf man netop var i gang med udgravninger.

Paulus grundlagde en menighed dér, som vi hører om både i Apostlenes gerninger og i 1. Thessalonikerbrevet kap .2, vers 13 -14 ( side 1082 ) blev udsat for de samme forfølgelser som Paulus selv. Modstanden førte til at Paulus og Silas måtte flygta fra byen om natten.

Thessaloniki var i nogen århundreder, hvilket bevirkede at nogen af byens kirker bl.a. den smukke Dimitrios-kirke, var omdannet til moske (1493- 1912 )

Ortodoks liturgi

2008-09-08T00:03:00.000-07:00

Ortodoks liturgi

I Kavala mødte vi lørdags en ortodoks præst, som jeg fik lejlighed til at drøfte lidt liturgi med. Vi blev inviteret til at overvære og opleve tre forskellige liturgier.

Først kom der en ung mor med sit lille barn, der skulle velsignes. De første 40 dage efter en fødsel er det hverken tilladt mor eller barn at forlade hjemmet. I denne 40 dages periode bliver den nye mor omtalt som ”λεχωνα” (lexona), hvilket betyder barselskvinden. Når denne 40 dages periode ophører, skal moderen med barnet gå til kirken for at præsten kan læse 40-dages-velsignelsen over dem, præcis som jomfru Maria gjorde det med Jesusbarnet. Mor og barn er forbudt adgang til kirken indtil 40 dages perioden er ovre.
Liturgien første del fandt sted i ”våbenhuset”, hvor der blev bedt over barnet og moderen, og hvor de begge modtog velsignelsen. Liturgien slutter med at præsten bærer den nyfødte ind til alteret. Præsten tog barnet i sine arme og løftede det højt op og gik op til alteret og helt indenfor ikonostasen, hvor ellers kun præster må komme. Den nyfødte skulle overgives til Gud og bæres ind i den himmelske verden allerede her inden dåben.

Dernæst fik vi lejlighed til at overvære præstens og kirketjenerens liturgi omkring kirkens klargøring til søndagens gudstjeneste. Det er præsten og kirketjeneren, der med bøn og sang og røgelse klargør kirken til søndagens gudstjeneste.

Endelig skulle der være bryllup. Et stort og festligt skue med pynt, blomster og lys i overdådige mængder. Hernede tager tingene den tid, ting gør. Brylluppet skulle begynde lørdag aften kl. 19, men klokken blev snarere 20, inden alt var klar. Først gik præsten ind i kirken med brudeparret i hånden. Bruden på venstre side, gommen på højre. Så fulgte en usædvanlig smuk liturgi, hvor parret under bøn og velsignelse blev givet til hinanden. Kirkerne hernede har ingen orgler, så de musikalske led udføres af et lille kor. Det var smukt at høre det helt uprofessionelle lille og ulønnede mandskor synge et ”Κυριε Ελεισον” (Kyrie Elieson – Herre, forbarm dig)

Først derefter skulle bryllupsfesten foregå. Vi var nemlig på campingpladsen nabo til en anden bryllupsfest. Den foregik udendørs omkring en swimmingpool, ca. 350 gæster ved fint pyntede runde borde. Festen varede til den lyse morgen.

I Neapolis - i Paulus fodspor

2008-09-06T07:31:00.000-07:00

Vi er nu i Kavala, - ikke så langt fra den tyrkiske grænse. Vi bor ned til det Ægiske hav med en frisk brise fra vandet. Dagtemperaturen er godt 30, nattemperaturen er dog for høj for os nordboere: ca 25. Men morgenen, - hvor er det skønt at sidde ude og spise morgenmad kl. 07.00 og nyde varmen og morgenens friskhed.

Kavala ligger i Makedonien. For de historisk interesserede var Makedonien et stort rige i oldtiden. Alexander den Store fik det til at brede sig over hele området ca. 350 år før Kristus. År 150 f. Kr. overtager romerne magten.
Området var et rigt område p.g.a. forekomster af ædle metaller, - særligt store guldforekomster.

Filippi – Området har ruiner fra såvel den hellenistiske og den senere romerske periode
For os det vigtigste: Det var herfra kristendommen bredte sig til Europa. Paulus besøgte området på sin 2. og 3. missionsrejse. I år 49 ankommer Paulus med skib fra Troas til Kavala, - der dengang hed Neapolis. (Kavala er et navn tyrkerne gav byen i osmannertiden fra 1300 tallet). Paulus ankom med skib og begav sig straks til Filippi. Rejsebeskrivelsen kan læses i Apostlenes gerninger kap. 16-18 (side 1005 ff).

Lydias dåbssted

Det var i Filippi, at Paulus mødte Lydia, - hun blev som den første europæer kristen og hun og hendes husstand blev døbt. I Filippi blomstrede en menighed frem, - en menighed, der kom til at betyde meget for Paulus, - økonomisk fordi den rige menighed vedblivende sendte Paulus gaver, - og åndeligt fordi fællesskabet med menigheden forblev så stærkt. Paulus skriver fra fangeskabet i Rom (år 60-61) Filipperbrevet (bibelen side 1074). Heri takker han for hjælp og forbøn og formaner menigheden til at ”blive i det spor, vi kommet ind på” (Fil. 3,16 – s. 1076).
I et trafikkaos er det så vigtigt at være i det rigtige spor, - ellers bliver man tvunget i den forkerte retning (tro os, - vi har prøvet det!!!). Sådan er det også i livets kaos. Bliv i det spor, du ved dåben er sat ind på. Og er du kommet i det forkerte spor, så begynd langsomt at ændre spor, mens det kan lade sig gøre.

Fængslet i Filippi

Det var i Filippi i dette fængsel, at Paulus sad fanget. På underfuld måde blev han befriet i forbindelse med et jordskælv og fangevogteren ville bare også være kristen. Han spurgte Paulus: Hvad skal jeg gøre for at blive frelst? Og Paulus svarede: Tro på Herren Jesus!

Fra Filippi rejste Paulus over Amfipolis og Apolonia til Thessalonika. Vejen han fulgte var den gamle romerske vej fra Byzans til Italien: Via Egnatia. Vejen har vi fundet og gået på flere steder.

Vi sender kærlige hilsner til jer alle.

Saa er vi i Graekenland

2008-09-04T03:14:00.000-07:00

Graenseovergang til Makedonien

Oede bjerge i Makedonien

Udsigt fra vores campingvogn lidt syd for Thessaloniki

De sidste dage er gaet med koersel og koersel igennem Balkan. Hvis man vil se andre turister er det ikke den vej, man skal koere. Vi var helt alene. Sov ved et hotel i Serbien paa en bevogtet parkeringsplads.

Dagen efter koerte vi gennem resten af Serbien og Makedonien og havde lange ventetider ved graenserne. Underligt med rigtige graenser med paskontrol og undersoegelser af bil og campingvogn.

I Graekenland fandt vi en vidunderlig campingplads lige ned til det Aegaeiske hav. Vi er nu i dag paa tur til Thessaloniki, og og og

Jeg har faet min tilladelse til at gaa pilgrim paa Athos. Jeg skal moede i graensebyen til munkerepublikken tirsdag morgen. Det bliver spaendende.

I Thessaloniki har vi gaaet i Paulus fodspor ad via Egnatia. Vi fortaeller senere herom.

2008-09-01T07:46:00.000-07:00

Berlin - camping ved den gamle oest-vest graense

Borghoejen i Prag set fra Karlsbroen

Vue over Budapest - det er parlamentet i baggrunden

Vi er nu nået til Szeged paa graésen til Serbien.
De sidste fire dage har vi kørt gennem kendte områder. Derfor falder det naturligt at være lidt nostalgisk. Meget er ændret, siden vi første gang rejste i Østeuropa i 1991. Den gang var det med 4 børn, hvoraf 2 brugte ble, så hvert et overskydende hjørne af campingvognen var fyldt ud med engangsbleer. Bleer var dengang en mangelvare herovre.
Meget er ændret siden da. Udviklingen har været enorm. Forståeligt, at det rent menneskeligt har været svært at følge med.

I det gamle Østtyskland er de fleste minder fra før murens fald fjernet. Enkelte tidligere kontrolposter ligger der endnu, - har måske fundet anvendelse til noget andet. I Berlin boede vi på vor sædvanlige campingplads, hvor et gammelt grænsekontroltårn f.eks. indgår i servicebygningen. Floden vi boede ved, dannede grænse mellem øst og vest.
Berlin er i dag en moderne hovedstad, hvor livet leves i højeste gear.
På landet er storlandbrugene igen blevet effektive med moderne stordrift.
Vejene er gode.
Prag er smuk, ny, - men gammel.
Det har været spændende at følge restaureringsarbejdet de gange, vi har besøgt byen. Der er foretaget et enormt smukt stykke arbejde.
Turisterne flokkes om stederne. Vi havde måske, da vi kom udenfor sæsonen, haft en forestilling om, at kunne færdes på Karlsbroen uden hele tiden at støde ind i folk. Sådan var det ikke.
Turen gennem Tjekkiet var ikke stort anderledes end for 17 år siden. Vejene er bare elendige, men modsat dengang, hvor vi var næsten alene på vejene, var trafikken tæt. Tankstationerne ligger tæt, og vi behøver ikke længere benzinkuponer for at få de, også hér, dyre dråber.

I Budapest boede vi paa vores seadvanlige lille campingplads. Soendag holdt vi bilfri dag og satte os paa cyklerne og fik blaest i haaret, - aah nej – vi koerer jo med cykelhjaelm. Fra campingpladsen var der cykelsti langs med Donau helt ind til centum.

Og det skete...

2008-08-26T07:16:00.000-07:00

De første uger med studieorlov er gået med intensiv læsning i sommerhuset.

Vi har læst om Minoisk kultur 1600 år f.kr., - om Homer, - om Sokrates og Platon, - om det første demokrati, - om filosoffer og matematikere, - om græske guder, - om doriske og korinthiske søjler, - om skulpturer og billeder, - om Alexander den store, - om romertiden.

Vi har læst om Paulus' 2. missionsrejse til bl.a. Filippi, Thessaloniki, Athen og Korint. Paulus forkyndte for grækerne om den eneste, sande og levende Gud og adskillige lod sig overbevise og der blev dannet mange små menigheder.

Vi har læst fra brevene i Det Nye Testamente og sat os ind i tiden og budskabet.

Benny Andersen skriver et sted, at hvad nytter det at gå med skudsikker vest, når døden kommer indefra. Paulus har svaret til fangevogteren i Filippi, - og os alle: Tro på Herren Jesus, så skal du og dit hus blive frelst (Apostlenes gerninger 16,31).

Vi har læst om den Byzantinske periode, - om ortodokse kirkebygninger og klostre. Vi har forsøgt at sætte os ind i den ortodokse kirkes teologi og liturgi.

Og vi har ventet...

Og nu skete det....

Tirsdag d. 26. august (på Mortens 30 års fødselsdag) kl. 14.22 fødte Kirsten en pige på 3970 gram. Og vi blev bedsteforældre.

Samme dag spændte vi den pakkede campingvogn for og kørte til Skejby sygehus. Vi så det vidunderlige lille barn og fik lov til at sidde med det, og vi fik givet et stort knus til de glade forældre. Vi blev i Århus en dag for at være sammen med Kirsten og Morten og deres lille pige.

Hvor er det fantastisk med sådan et lille barn. Man bliver selv så lille. Og kan kun nynne med på dåbssalmen:

Fyldt af glæde over livets under

med et nyfødt barn i vore hænder

kommer vi til dig som gav os livet.

Fyldt af bæven foran ukendt fremtid

lægger vi vort barn i dine hænder

det som sker i dåben gør os trygge.

Vi glæder os meget til dåben, når vi engang kommer hjem, men allerede nu lægger vi lille Anna i Guds hænder. Det gør os trygge!

Efter afskeden på sygehuset kører vi nu sydpå med kursen sat mod Grækenland. Nogle anstrengende dage med tre tusinde kilometer venter.

Vi skriver igen om nogle dage, når vi er ankommet til Grækenland.

Forberedelser

2008-06-11T02:00:00.000-07:00

Vi er nu kommet langt med forberedelserne til studieturen. Vi har været i København og fået afprøvet vores nye campingvogn. Den er meget lille og let at køre med, - men der skal sorteres i pakkenellikerne, så kun det nødvendige er med, - og alt skal sin rette plads.

Enkelte ting skal ændres og pakkes om, - når cyklerne hænger bagpå, skal man sørge for, at der er et passende højt tryk på kuglen på bilen, - ellers bliver kørslen ikke stabil nok!

Der går megen tid med planlægning og læsning af kort, bøger m.m.

Turen er nu tilrettelagt, så vi kører over Berlin, Prag, Budapest, - og videre ned over Balkan med "autoputten" igennem Serbien og Makedonien til Grækenland. Efter en tid i Grækenland sejler vi til Italien og forventer at besøge Rom, Assissi og Firenze inden vi i oktober måned vender hjemad.